Honey, i'm home! (Jiji og Daniels lejlighed)

[Jiji Ame Agorie]

Ferien var slut for Jijis vedkommende. Hun havde bestået alle sine fag til sin F.U.T'er, ligesom hun havde bestået alle sine U.G.L'er på 5. år. Hun havde fået brev fat Ministeriet, efter at have sendt sine F.U.T karakteret til dem, så snart hun havde fået dem. Og her i dag havde hun så modtaget et brev fra Aurorkontoret. Hun var virkelig spændt på hvad der stod i det brev! Under det sidste Hogsmeademøde, havde Jiji haft et meget uheldigt sammenstød sammen med sin papfar. Han havde dog bevidst søgt efter hende og ført hende bort hen under aftenen. De var endt med at skændes, og han havde slået hende. Tæsket hende mere eller mindre. Rigtig godt og grueligt. Og hendes ene øje var stadig blåt, for hun havde ikke haft tid til at lægge på hospitalet. Hendes eksamener skulle jo overstås. Og det var de blevet, men hendes øje var jo så bare blåt endnu. Hun havde hendes eksamensbevis, samt det uåbne brev fra aurorkontoret i hendes skuldetaske. Hun var iført mugglertøj og hendes kuffert, som hun slæbte på, var kastet med en antimuggler besværgelse, så folk ikke undrede sig. Hun nåede op til lejligheden, låste sig ind og lukkede døren. Kufferten satte hun af ude i gangen og hun tog skoene af, samt brevet og beviset ud af hendes taske. "Daniel, jeg er hjemme!" sagde hun med en glad tone. Hun kiggede først efter ind i lejligheden. Hun stoppede chokkeret op. "D-daniel?" stammede hun og tabte bevis samt brev på gulet. "Sk-skat.." mumlede hun og gik ind over de mange væltede ting i det raserede hjem. Hun gik her ind i stue/køkkenallerum. Dertil havde de deres soveværelse og badeværelset. Altså en 3 værelses lejlighed.

[Daniel Strife]

At Jiji havde overstået, fuldført og kommet igennem Hogwarts med flotte resultater, var virkelig noget som Daniel ikke kunne være andet end direkte stolt over! Nu kunne han bare se frem til at hun måtte komme hjem igen, så de kunne klare det sammen, for dette år havde virkelig været forbandet hårdt på alle måder endda, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Det hele havde været et kaos hjemme, efter at hans kære far var endt med at dukke op, hvilket havde gjort at et helved mildest talt var brudt løs i deres lille stue. Hele huset var mere eller mindre blevet endevendt, som om der virkelig havde været massive indbryd. Manen var voldelig anlagt. Det var jo fra ham af, at Daniel selv måtte have sit voldsomme temperament, så det sagde i den grad heller ikke så lidt. Han lå på gulvet ude i deres lille køkken med et kæmpe sæbeøje og ellers godt forslået i bryst og i siden, netop fordi at manden havde gjort god brug af magi. Hans egen far havde mere eller mindre tvunget ham i jorden og kun for at vise ham, at han slet ikke ville du som en Auror. Han havde stået fast på sit, at det var det som han måtte ønske, og det havde kostet ham et slag som havde kastet ham direkte i mørket i form af en besvimelse. Han hørte end ikke at Jiji var kommet hjem. Det var jo slet ikke dette som hun skulle være kommet hjem til i det store og hele, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Glas lå knust, reoler væltet, bøger ud over det hele og køkkenet og resten af huset, det var lige så slemt. Det så i den grad ud til at være en større krig som var foregået midt i en lille lejlighed. At hun kaldte på ham, var end ikke noget som han måtte høre lige nu. Han var virkelig bare slået helt ud af kurs.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji trak hurtigt sin stav, for hun anede jo ikke om nogle kunne være her endnu. Hun vidste virkelig ikke hvem der havde raseret deres hjem på denne måde. Men i det mindste kunne de hurtigt rode bod på skaderne med et sving fra tryllestaven. Hun trak vejret dybt og listede ind over de knuste ting. Hun havde hurtigt overblik over, at han ikke var i stuen. Hun nåede ud i køkkenet og løftede hænderne op foran munden, som hun så han lå der. Hans øje var ligeså hævet som hendes havde været på hendes sidste skole-Hogsmeade tur, efter sammenstødet med Auri. Hendes var dog bedre nu. Det var gået hen og blive i røde, lilla, gule farver. Fremfor blå. Hun faldt på knæ henne ved hans skikkelse og ruskede kort i ham. "Daniel," sagde hun panisk. "Daniel, please," sagde hun bekymret og strøg ham over hans pande og kind yderst forsigtigt. Hun bed tænderne fast sammen. "åh, jeg er så ked af det," hviskede hun stille. Hun burde være kommet hjem noget før. Så ville hun have været her imens det var sket. Hun kyssede ham på panden, rejste sig op og løftede hans krop med en besværgelse. Hun svævede ham ind i sofaen og lagde ham der. Det var da lidt bedre.

[Daniel Strife]

Daniel var virkelig langt væk. At han havde haft sin kære far på besøg pådenne måde, var slet ikke noget som havde været ventet på nogen måde overhovedet. Det var virkelig bare endt i et større kaos! Han var slået ned, huset var raseret og alt havde været et næsten desperat træk fra hans far for at få ham til at droppe sin uddannelse, for det var virkelig en skamplet på familien og deres foretagende og Daniel vidste det jo udmærket godt! At Jiji var kommet hjem og skulle se det hele på denne måde, havde virkelig heller ikke været hans hensigt på nogen som helst måde overhovedet! Det var noget af det som blot måtte gøre det hele så meget værre for ham selv, hvilket i den grad heller ikke måtte sige så lidt. Han kom let til bevidsthed som hun ruskede i ham og hendes stemme. Han ønskede virkelig at vågne! Han klemte øjnene svagt sammen, selvom det virkelig var noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt. Han gispede ganske svagt, som han blev hævet fra gulvet og lagt hen på sofaen. Dette var noget som faktisk havde skræmt ham og endda også en frygtelig god del. Han klemte øjnene let sammen, selvom det gjorde ondt! ”D-du burde ikke se mig sådan her..” Han lagde hånden over hans øje, som han svagt måtte komme til bevidsthed igen.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji var virkelig bekymret for Daniel. For han virkede så langt væk. Det slag havde virkelig siddet lige i skabet, det kunne hun da se. Hun var så også faldet ned og havde set stjerner danse for hendes blik, men hun havde da holdt bevidstheden. Og selvom hun burde melde Auri, så turde hun ikke. For han havde en underlig magt over hendes familie, som hun bare ikke kunne gennemskue. Hun trak vejret dybt. Familieintriger var noget af det værste. Hun betragtede Daniel og knælede ved siden af ham på sofaen. "Daniel," sagde hun stille igen. Hun tog hans hånd og fjernede den fra hans øjne. "Jeg har selv et blåt øje, så hold da op," sagde hun bare stille og blinkede let med øjnene. Hun sukkede stille, så skulle der vist forklares fra dem begge. Hun rejste sig stille op, svang staven op i luften og førte den rundt mod tingene. Alle tingene løftede sig, reparede sig selv og snart var stuen helt rydelig igen. Som intet var hændt. Så manglede resten af huset. "Bliv her," sagde hun beordrende og gik ud i køkkenet. Gjorde det samme her, så der så nydeligt ud endnu engang. Hun tog en frossen pose ud af køleskabet, pakkede den ind i et viskestykke og gik ind til Daniel med det. Hun rakte ham det. "Her, læg det over dit øje i stedet for at skjule dig," sagde hun stille og gik igen, for at undgå en forhøring lige nu. Hun gik ind i soveværelset og fik ryddet op derinde.

[Daniel Strife]

At Evan måtte slå, var ikke noget som kom som nogen overraskelse eller noget nyt for Daniel, for sådan havde det været mere eller mindre igennem hele hans liv, så det var heller ikke noget som måtte sige så lidt, det var heller ikke noget som man kunne komme det mindste udenom overhovedet. Han sukkede dæmpet og rystede svagt på hovedet. Det var dog første gang at Evan havde slået ham fuldkommen ud, så det var noget som et sted måtte skræmme ham, så havde der hvilet et budskab i det og det var i den grad også kommet frem til ham selv nu; Han mente det alvor, når han sagde, at han ikke ønskede at Daniel skulle være Auror. Han tog sig til hovedet og med en svag smertefuld grimasse. ”Du.. du har fået et hvad?” gentog han. Hvem havde slået hende?! Han klemte øjnene svagt sammen. Evan var her heldigvis ikke mere, hvilket han i den grad var frygtelig glad for, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”For pokker da..” Han tvang sig op at sidde, selvom det sikkert ville være bedst for ham at blive liggende, så var han fuldkommen ligeglad! Han tog imod isposen i klædet og lagde det roligt over den ene side af ansigtet. Det gjorde faktisk frygtelig ondt. ”Jiji..” At hun allerede var væk, var noget som virkelig måtte irritere ham og noget så grusomt. Han tvang sig stille og roligt op på benene og gik efter hende, hvor han stoppede op i døren ind til soveværelset. Han var stadig let skælven efter hændelsen. ”Hvad er der sket?”

[Jiji Ame Agorie]

Jiji var nu ikke overrasket over, at Evan kunne finde på dette. Ikke efter alt hvad hun havde hørt fra Daniel selv. Det var virkelig forfærdeligt at høre om! Hun havde ikke selv haft nogle hårdere sammenstød med Auri. Men her i det sidste, hvor hun var blevet 'voksen', så var det gået galt. Hun sukkede bare og rystede på hovedet. "Ja, et sæbeøje.. Et blåt øje, hvad end du vil kalde det," sagde hun og trak på skuldrene, som om det var igenting. Men Evan var her vidst ikke, hvilket hun da kun var glad for. Hun havde ikke særlig meget lyst til at møde den mand, for hun ville virkeligt bare flippe ud. Hun svang staven og ryddede også op herinde. Det var godt nok nemt når man måtte bruge magi udenfor skolen. Lige nu havde hun glemt alt om optagelsesbrevet på aurorskolen og sine gode karakterer. Hun spjættede helt, da Daniel pludseligt stod i døren. Hun drejede rundt på hælen. Hun gik hen til ham, førte ham ind og tvang ham ned at ligge på sengen. Hun tændte sengelampen, for der var lidt mørkt herinde. "Du skal altså hvile," sagde hun stille til ham. Hun betragtede ham stille og strøg hendes mørke hår om bag øret. "Hvad der er sket?" sagde hun dæmpet, "Bare Auri," sagde hun i en nærmer mumlen.

[Daniel Strife]

Evan kunne finde på mange ting, men at opsøge Daniel i England, var nu noget som han slet ikke havde regnet med. Han var mildest talt grebet på sengen og det havde bestemt heller ikke været særlig hyggeligt på nogen som helst måde overhovedet! Han sukkede dæmpet og havde kæmpet sig ud af sofaen, selvom det virkelig havde holdt hårdt denne gang, for nemt, det havde det i den grad ikke været, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Han nåede roligt ind til soveværelset hvor han så på hende. At hun så valgte at tvinge ham hen på sengen, var nu heller ikke noget som gjorde det meget bedre, for han satte sig blot ned, hvor hans ene hånd endtem ed at falde over et brev som lå lige til hans næve. Han vendte blikket direkte mod det. Skriften genkendte han da noget så frygtelig tydeligt! Han knyttede næven omkring det og med et svagt suk. Jijis navn stod endda på det, det var ikke engang adresseret til ham. ”Jeg skal ikke hvile og jeg kan ikke.. ” Han vendte blikket stille mod hende og alligevel med den ganske så alvorlige mine. Dette var alvorligt, selvom han udmærket godt vidste, at han ikke kunne gøre en skid ved det. Han rakte hende brevet. Han tog det roligt og var ellers retfærdig. Han ville ikke skjule det for hende. ”Hvad står der?” spurgte han. Brevet i sig selv, beskrev ganske kort hans skuffelse, hans vrede og foragt for både Jiji som person og valget af Daniels uddannelse og erhverv. Han agtet at snakke og møde Jiji personligt.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji ville bare have at Daniel skulle hvile. Bestemt hvis han havde slået hovedet, så ville det være bedst for ham at blive liggende. At hans far så kunne finde på at dukke op her, var noget som dog måtte undre hende. Alligevel skræmmende også, for hvornår kunne han så ikke komme igen? Hun rystede bare stille på hovedet. "Du er umulig, ved du godt det?" spurgte hun ham stille og satte sig ned ved hans side. Hun fik selv øje på brevet, da hun havde sat sig. Hun kiggede ned mod det og så stille mod Daniel. "Du skal altså lægge dig ned og hvile," bad hun ham dæmpet og strøg hånden igennem hans hår. Hun tog imod brevet, da han rakte det til hende. Hun åbnede den og læste ned over siden. Hun rynkede næsen. Det var da bare strengt. Hadebrev nærmest. Alligevel ville han møde hende? "Hvor meget han åbenbart hader mig og hader dit valg af uddannelse," forklarede hun ham stille. "Og.. Han.. Vil møde mig," sagde hun videre, rejste sig og pakkede bare brevet hurtigt sammen, som var det ingenting. Hun satte brevet mellem nogle flasker der stod på komoden. Hun vendte sig mod Daniel igen. Hun følte slet ikke for at snakke om de gode nyheder, hun i startet var kommet hjem med.

[Daniel Strife]

Daniel havde virkelig ikke tid til at skulle lægge sig ned. Hvis der var noget som han havde efter sin kære gamle far, så ar det i den grad hans stædighed. Hans temperament havde været et problem før i tiden, men det var det heldigvis ikke mere, hvilket han i den grad også var frygtelig glad for i den anden ende, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Brevet var nu ikke noget som han brød sig meget om på nogen måde, det var der heller ikke nogen tvivl om. Det bekymrede ham bare at vide at hans far ønskede Jiji? ”Jeg skal under ingen omstændigheder ned at ligge..” vrissede han let. Det var kun ved at irritere ham, at hun fortsatte med at gentage sig. Han bed sig let i læben og sukkede så dæmpet. At han ville møde hende, var noget som direkte fik ham til at vende blikket mod hende. Denne gang langt mere panikslagent end det som det havde været før. Han rystede med det samme og fast på hovedet. ”N-nej, Jiji.. Det må du ikke!” sagde han med en fast tone, som han endnu en gang tvang sig op på benene. Han rystede på hovedet. Han vidste jo udmærket godt hvilken type mand at hans far var. ”Du må ikke møde ham.. I hvertfald ikke alene,” fastholdt han en anelse stædigt. Han ønskede jo ikke at hun kom til skade!

[Jiji Ame Agorie]

Jiji sukkede bare af Daniel. Hun ønskede ham jo kun det bedste, og han kom sig altså hurtigere ved at ligge ned! Tænk hvis han havde slået hovedet så hårdt, at det var lettere rystet? Så var det jo bedst at ligge ned. Så meget vidste hun da. Og det irriterede hende, at han skulle være så stædig. Hun bekymrede sig jo bare omkring ham. Hun rullede kort øjne. Hun vidste godt hvordan hans temperament havde været før. Bare glad for, det ikke direkte var sådan mere. Hun brød sig heller ikke om brevet. Ikke når det var fra Daniels far, som hun havde hørt så meget om.. Og det var jo ikke gode ting. "Så pas dig selv," sukkede hun og rullede med øjnene. Hun kiggede mod Daniel, som hun nu stod på gulvet foran ham. "Det bliver jeg nødt til," sagde hun stille og trak vejret dybt ned i lungerne. "Du kan være i nærheden og holde øje, men du kan ikke vise dig. Med alt du har sagt om din far, så er det bedste vi ser det an. Så jeg stiller op, som om jeg var der selv. Du kan kigge med fra et skjul," sagde hun kortfattet, for at gå lidt på kompromis. Hun ville jo gerne have lidt backup, hvis det skulle gå galt trodsalt! Hun sukkede. "Og så du ved det, så er jeg optaget som auror," sagde hun stille. Hun havde mere lyst til at græde end at være lykkelig.

[Daniel Strife]

Hvis Evan ville, så havde han slået Daniel ihjel, så meget vidste han udmærket godt, for han kendte jo trods alt sin far efterhånden. Det var ikke en mand som man skulle lægge sig i strid med og det gjorde han udelukkende på grund af hans uddannelsesvalg og hans kæreste som ønskede det samme. Han sukkede dæmpet og rystede på hovedet. Han var stædig. Nok en af de få ting som han havde efter sin kære far uden at han rigtigt kunne gøre noget ved det. Han kneb øjnene let sammen og skulede let til hende. ”Jeg ønsker ikke at du skal stå overfor den mand, Jiji.. Han er livsfarlig,” sagde han stille. Selv så havde han ingen anelse om hvor hans søster var henne efterhånden. Hun havde været væk så længe. Vel gået under jorden? Død måske? Han vidste det bare ikke. Evan havde jo trods alt også kørt forbandet meget på hende, selvom han aldrig nogensinde havde lagt et beskyttende ord ind for hans søster. Han fortrød det virkelig den dag i dag. ”Han vil finde ud af det.. Han kender mig,” sagde han stille. Han var virkelig ikke meget for tanken om at skulle lade hende møde hans far alene, om han så var der eller ikke! Han knyttede hænderne let. Det gjorde ham bange faktisk og normalt så skulle der langt mere til end dette alene! ”Han slår dig ned.. Kidnapper dig eller det som er værre.. Jeg kender ham jo!” Han tog sig til hovedet og med et svagt suk, som han igen gled ned og satte sig på sengen. Han vendte blikket mod hende. ”E-er du kommet ind? Jamen Jiji.. Det er jo fantastisk!” Han sendte hende et stort og stolt smil.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji var ikke meget for tanken om Daniels far. Men han var jo levende endnu, så de måtte jo have ham i bagtankerne. For han kunne være farlig, så meget vidste hun da. Og hun havde da selv fundet ud af det nu, eftersom hun havde fundet Daniel liggende på gulvet. Nok ville man ikke lægge sig i strid med ham, men derfor blev de vel også nødt til at opsøge ham? Rettere sagt, hun blev nødt til at opsøge ham. "Daniel, det bliver uundgåeligt. Kommer jeg ikke til ham, så kommer han til mig. For han ønsker det åbenbart," sagde hun dæmpet, for at slå ned på hans stædighed. Det var blot realitet, så de blev nødt til det. "Jeg ved godt han er livsfarlig.." mumlede hun bare og trak på skuldrene. Hvad der var sket med hans søster Lisa, det vidste hun ikke direkte. Hun sukkede stille. "Så må jeg jo opsøge ham selv," sagde hun dæmpet. Hun trak let på mundvigen. "Og hvad så om han gør Daniel? Gør han det ikke når jeg tropper op for at måde ham, så ender han med at komme her og tage mig fra dig, ikke? Brug dog dig hoved og se udover din stædighed," sagde hun stille og sukkede. Hun lagde armene omkring sig selv. Tanken skræmte hende. "Jaja," sagde hun bare. Hun gned sig irriteret i øjnene. Hun gik hen og satte sig ved hans side, lagde armene omkring ham og lagde hovedet mod hans skulder. "Daniel.. Hvis din far kidnapper mig når jeg tager ud for at møde ham, så bliver du nødt til at få fat i min onkel.. Nick," sagde hun stille som start på, at skulle komme med en længere forklaring. "H-han er godt nok Dødsgardens Leder, men han værner om familie," sagde hun forklarende og med en dæmpet tone. "Så han kan hjælpe dig.."

[Daniel Strife]

Daniel var udmærket godt klar over, at hans far var direkte farlig og at det ikke var en mand man skulle komme på tværs af på den måde, og det var noget som han var udmærket godt kendt med og på alle måder endda,det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han sukkede dæmpet. Jiji var lige så også forbandet stædig, selvom det slet ikke var noget som ville hjælpe dem i dette øjeblik, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han rystede stille på hovedet og med et svagt suk. ”Du kender ham ikke, Jiji. Jeg… Du skal ikke opsøge ham alene,” sagde han stille. Han vidste jo allerede, at hans kære far ikke brød sig særlig meget om hende. Det ville da kun ende med at gå galt og hvis det skete, så ville han da aldrig nogensinde kunne ende med at tilgive sig selv, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket! Han vendte blikket mod hende. Det frustrerede ham virkelig, at hun ikke bare kunne forstå og se hvad det var at han måtte mene! At hun kommnterede hans stædighed, var nu heller ikke noget som hjalp ham direkte på nogen måde! Han knyttede næverne let, for det var ham et ømt punkt. Det var det eneste som han havde efter sin far – Heldigvis! Armene omkring ham, var noget som selv måtte få ham til at falde lidt til ro. Han lagde hovedet tæt ind ved hendes hvor han forsigtigt lod armene søge omkring hende. Han blinkede let med øjnene. Han kunne slet ikke mindes at have set hendes onkel eller mødt ham? ”Din onkel Nick?” gentog han. Som hun fortsatte, så blev han mere bleg i ansigtet. Det kunne blive farligt selv for ham jo! ”Det.. det..” Han sukkede og rystede let på hovedet. Nej! Han måtte tænke på Jiji der, selvom det ville formå at sætte hele hans egen karriere i fare! Han bed sig let i læben og vendte blikket stille mod hende. ”Hvor skal jeg kunne finde ham, Jiji? Jeg har aldrig mødt ham, jeg ved ikke hvor han er.. det er der vel ikke nogen som ved,” sagde han stille. Det her var virkelig noget som gjorde ham direkte fortvivlet!

[Jiji Ame Agorie]

Jiji forstod udmærket godt Daniels bekymring. Men han måtte se i øjnene, at kom hun ikke til hans far, så ville hans far komme til dem begge. Og det kunne vel i og for sig, blive endnu mere grimt? For hun vidste og havde hørt, at man ikke skulle komme på tværs af ham, så hvorfor overhovedet prøve..? Det så hun da som mere dumt, end at udfordre skæbnen og blive væk! Hun var selv stædig. Noget hun måtte have far sin biologiske far, for hendes mor var bestemt ikke. Hun sukkede stille. Hun smilede ikke, for der så hun overhovedet ingen grund til! "Så vær i baggrunden som jeg siger. Det eller bliv væk," sagde hun kortfattet. Nu gad hun snart ikke at diskutere det mere. Hun var besluttet om, at opsøge hans far. Så måtte det jo bare være sådan, ikke? Hellere det, end at han skulle komme her igen, rasere det hele og slå Daniel til plukfisk - eller det der var værre. Hun blev siddende tæt ind til ham og følte sig tryg, da han lagde armene omkring hende. Hun ville ikke skændes med ham. "Ja.. Min afdøde fars efternøler lillebror," sagde hun. Hun kiggede ikke på ham, da hun fortalte videre. "Ingen ved hvordan han ser ud Daniel, så hvis du kommer gående med ham på gaden, så vil ingen vide, at det er ham.." sagde hun stille. Hun rejste sig igen og gik hen til komoden. Hun åbnede en skuffe og rodede ned til et gammelt album. Hun bladrede et par sider og gik så tilbage til Daniel. "Et billed fra hans sidste skoledag jeg fik," sagde hun. Den lyshårede Nick stod og smilede til kameraet. Der var jo sådan set kun 2 års forskel mellem Daniel og Nick. "Hvis jeg bliver kidnappet, så kan du evt. sætte nogle flyers op i byen.. Så kommer han automatisk frem," forklarede hun stille og rakte ham albummet, inden hun satte sig ved hans side igen.