|
Post by Daniel Strife on Dec 10, 2010 6:19:30 GMT -5
Hvis hun kunne forstå Daniels bekymring, så forstod han virkelig ikke hvorfor hun ikke bare kunne tage denne hensyn til ham i stedet for alt det andet, for det var slet ikke noget som ville gavne dem på nogen som helst måde overhovedet! Han var virkelig bange for at ende med at miste hende, som han havde mistet kontakten til sin storesøster. Ikke fordi at det var noget som rørte ham så meget som det havde gjort før i tiden. Hun havde vel også et liv at leve – hvis hun havde det endnu selvfølgelig, for alle vidste, at Evan ikke var en mand som man kastet sig i krig med på denne måde, uanset hvilken mening man måtte være af, så var det bare sådan at tingene måtte være! Han lod hænderne ganske roligt falde omkring hende, så han kunne holde hende siddende ved sig. ”Jeg er bare bange for, at du kommer galt afsted, min kære,” sagde han ellers med en frygtelig dæmpet stemme. Hvorfor lægge skjul på det når det ikke var noget andet end den klare sandhed? Han var virkelig bange for, at det skulle gå galt på den ene eller den anden måde? Som hun trak sig ud af favnen, forklarede ivdere og fandt det lille billed af Nick som han tog imod og skævede nærmere mistroisk til. At denne mand med det smil og den udstråling måtte være hans karrieres store fjende, var slet ikke noget som han kunne begribe! Bare tanken om at skulle arbejde med ham.. Det var frivilig tvang et sted. ”Jeg forstår ikke hvordan du kan tage så let på tingene Jiji,” sagde han stille og selv med et blik som måtte udstråle den klare fortvivlelse. Han lagde billedet af Nick i sin lomme. Han skulle huske den mand og det var for et større formål end det at samarbejde med ham! ”Det skal jeg huske,” sagde han stille. Ha nvar bestemt heller ikke meget for den tanke.
|
|
|
Post by Jiji Ame Agorie on Dec 10, 2010 12:30:51 GMT -5
Jiji betragtede Daniel. Hun forstod ham, men ville ikke give sig. Han måtte vel indse, at opsøgte hun ikke Evan, som kom Evan her? Han havde selv sagt, at Evan fik sin vilje på de værst tænkelige måder, hvis det var nødvendigt, og det ønskede hun slet ikke at det skulle blive! Hun sank en klump og sukkede stille. Hun havde selv en storebror og en mor, men de var begge under tøflen af Auri. Den mand, som hun bare ikke kunne sammen med på nogen måde! Hun trak vejret dybt og kiggede ud i soveværelset. "Som sagt.. Kommer jeg ikke til ham, kommer han her…" sagde hun stille. Det varmede hende virkelig, at han ikke ønskede hende at komme galt afsted. Hun ønskede jo heller ikke at han skulle komme galt afsted og ønskede bare, at han skulle hvile og så komme ovenpå, at have lagt bevidstløs. Hun betragtede hans mistroiske blik. Nok at det var farligt, men ingen kendte jo til Nick! Ingen vidste, at lille 'søde' Terrac, var lederen af den berygtede garde. "Let? Jeg prøver bare at holde mig stående," sagde hun stille. Hun ville ikke bare sætte sig ned og give op, for sådan var huns let ikke. Hun strøg ham over kinden og lagde armene omkring ham endnu engang.
|
|
|
Post by Daniel Strife on Dec 13, 2010 17:09:19 GMT -5
Det frustrerede virkelig Daniel at Jiji snakket omkring Evan som hun kendte ham. Der var en grund til at de aldrig nogensinde var endt med at blive introduseret, for det ville da først for alvor ende med at gå galt i så fald og det var heller ikke noget som han på noget som helst tidspunkt måtte ønske sig. Han sukkede stille og rystede så endeligt på hovedet. ”Det.. det ved jeg godt..” mumlede han stille. Han var bare ikke særlig meget for at skulle tage den chance, for det ville kun for alvor ende med at gå galt og det var noget af det sidste som han måtte ønske sig! Han vendte blikket mod hende, denne gang var det ham som virkelig måtte føle sig hjælpeløs og det var en følelse og en fornemmelse som han slet ikke kunne have med at gøre, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. ”Jeg ønsker bare ikke at du skal komme galt afsted,” hviskede han yderst dæmpet. Armene omkring ham og de strøg mod hans kind, var kun noget som gjorde ham langt mere rolig end det som der ellers ville ske. Han bed sig ganske let og usikkert i læben og med et ganske let og stille suk. Nemt var det på ingen måde overhovedet. Tvært imod! Han vendte blikket mod hende, som han trykkede hende ind mod sig. Han havde vel ikke noget andet valg? Uanset hvor meget han så måtte hade og foragte den tanke! ”Og du klarer det flot,” hviskede han stille til hende.
|
|
|
Post by Jiji Ame Agorie on Dec 14, 2010 8:50:40 GMT -5
Jiji kendte ikke Evan.. Men de havde så ofte snakket om ham og hun troede jo på at Daniel mente, at hans far var så brutal og grotesk. Derfor havde hun allerede en tanke i hovedet, at man bare ikke skulle sige imod dem mand. Havde han først noget i tankerne, så blev de jo nød til at makke ret. Ellers kom han da og overfaldt dem begge.. Og hvem vidste, hvad der så skulle ske? Bestemt hvis Evan hadede hende så meget allerede. Hun nussede ham over kinden og strøg sin hånd igennem hans hår. "Nej..men.. Det kommer jeg på den ene eller anden måde," sagde hun dæmpet. Om hun dukkede op eller ej, vel? "Okay.." mumlede hun bare til det sidste. Hun sukkede og havde bare lyst til at gå i seng nu og her. Hun gabte let og tvang ham fast ned at ligge, for selv at putte sig ved siden af. De var jo lige ved siden. Hun holdt ham nede og puttede sig ind til ham, så han blev liggende. Hun tog dynen og trak over demm.. Så kunne de jo ligge her og snakke. //Out
|
|