|
Post by Daniel Strife on Apr 6, 2011 5:35:32 GMT -5
At se Jiji stående så tæt ind til Evan på denne her måde, var virkelig noget som direkte måtte gøre Daniel vred. Han var vred som aldrig før, også fordi at han kun måtte være direkte panikslagen. Han havde aldrig oplevet at hans egen far havde blandt sig sådan i hans liv, for han havde altid gjort det klart, at han ikke ville have noget som helst med det at gøre, hvis han ellers kunne være fri for det, men lige Jiji? Hvorfor pokker skulle det være den tøs som han virkelig faldt for, den som han virkelig måtte elske som skulle igennem det?! Det var da noget af det sidste som hun fortjente! Han så skiftevis på Evan og på Jiji næsten i håbet om at hun faktisk ville være i stand til at skulle genkende ham, for det var tydeligt, at han ikke lod hende gå, hvilket faktisk var noget som måtte gøre noget så frygtelig ondt, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. ”Du kan ikke tillade dig at gøre det..” Daniel havde ubevidst slået over i det gamle bulgarske som han normalt gjorde når han var hjemme, hvor han altid havde snakket det sprog. Som Nicks ord lød, så var han hurtigt henne, hvor han tog fat om Jijis ene arm og rev hende fri fra Evan og kun for at trække hende ind mod sig. Nick stod på hans side, det var noget som han virkelig også kun måtte være glad for.
Lisa blev bare stående på de skælvende ben, hvor hun prøvede at opretholde den mere ranke holdning. Hun havde altid været den slags som gjorde brug af de tavse protester, for alt det andet, var da slet ikke noget som man kunne bruge til noget som helst og hun vidste det godt. At vide, at det var Nick som stod der, var hende dog en klar og tydelig lettelse.. de år var gået så skræmmende hurtigt. Det var jo evigheder siden hun sidst havde set ham og hun var virkelig ked af, at hun ikke havde været i stand til at give ham besked om noget som helst! Hun gispede svagt, som Nick tog fat i hende og fik hende med sig væk fra Evan af, hvilket i den grad heller ikke gjorde hende det mindste. Hun genkendte Nick, selv på trods af det nu ellers så hårde ydre, hans blik sagde hende bare det hele, så selvfølgelig var det også noget som spillet en utrolig stor rolle for hendes vedkommende i den anden ende. Hun var kold, hun var tynd og hun var bleg.. han havde virkelig mishandlet hende ved manglende nærvær og omsorg.
Evans blik endte med at lyne som begge tøser blev revet fra ham. Han vidste udmærket godt, at dette var Daniels værk, for Nick ville aldrig kunne finde frem hertil på egen hånd. Han knyttede næverne let. ”Jeg kan forsikre Dem, at jeg ikke ønsker at Lisa eller Jiji skal tage nogen steder,” sagde han med en ganske kortfattet mine. Han sendte både Lisa og Jiji en meget fast mine, som et kun tydeligt tegn til at de skulle komme tilbage til ham og med det samme!
|
|
|
Post by Jiji Ame Agorie on Apr 13, 2011 10:17:09 GMT -5
Jiji stod med et tomt blik og gloede hen imod Daniel. Korte hjælpeløse glimt kom til syne, selvom det virkelig var svært for hende at kunne se det. Hendes lette naive indre, var blevet bevist hårdt ved Evans mange indbildninger, hvilket have ramt og hende. Det sidste, der havde været til at knække hende, oveni alt med hendes egen stedfar. Men.. hun ville næsten hellere være her end under Auri's klør! Hun stod rankt og med hagen lidt hævet, for at være over de andre - eller give indtrykket af at hun var bedre. Ting som hun alt i alt havde lært fra Evan, for hun opførte sig jo normalt aldrig sådan! Da han slog over i det bulgarske, så forstod hun det ikke rigtigt. Nicks ordre, var alligevel en glæde for hende. Hendes onkel kommet hende til undsætning, sammen med Daniel. Både et afsky og en glæde boblede i hende. Hun lod sig følge med Daniel, som han trak hende afsted. Hun holdt lidt afstand, pga. den ydre facade, selvom hun virkeligt havde lyst til at springe ham om halsen i det indre. Det var virkelig en kamp. Hendes ben skælvede let, for nu var der endnu mere uro indeni, end der nogensinde havde været! Hun lukkede øjnene kort i og hendes ben knækkede sammen, hvilket resulterede i at hun faldt ned på knæ, medmindre Daniel holdt hende oppe. Hun sank en klump og en tåre gled ned over hendes kind. Hun sagde ikke noget, det kunne hun slet ikke sådan som hun prøvede at komme ud! Evans blik så hun slet ikke, for hun kiggede ikke i hans retning.
Nick lagde en arm om Lisas talje og låste hende ind til sig. Fordøren var ikke langt herfra, så han kunne alt i alt nemt nok få dem herfra. Men pga. gitteret, måtte det vel også være umuligt at transfere sig selv ud? Han var derinde, hans facade var noget han selv styrede. Jijis var psykisk, selvom han ville gøre alt for at hun skulle blive sig selv igen. Han bakkede med Lisa hen til Daniel og skubbede hende hen til ham. "Før dem med ud Daniel, vi mødes udenfor gitteret," sagde han roligt. Han nikkede mod ham og trådte frem igen. Stadig uden at trække staven, dog parat.
Diane stod og bed tænderne sammen. Hun valgte at bryde ind, for nu var chancen der for at Jiji og Lisa kunne få det bedre og det ønskede hun virkeligt! Hun gik hen imod Evan og stillede sig ind foran ham. "Kom Evan, lad os sige farvel og gå ovenpå," sagde hun fast og lagde hænderne mod hans bryst. Hun var ikke det mindste bange for ham.
|
|
|
Post by Daniel Strife on Apr 25, 2011 4:00:08 GMT -5
Daniel ønskede virkelig bare Jiji det bedste, og det var bestemt ikke at befinde sig her! Ikke her sammen med hans sindssyge far og nu hvor han havde set, hvad der var sket med hans kære søster, så var det kun noget som gjorde ham langt mere vred end noget som helst af det andet. Han holdt Jiji tæt ind til sig, også selvom han ikke direkte havde regnet med, at hun ville springe ham i favnen, for Evan havde vel også en meget fast kontrol over hende? Det var i alle fald hvad han nærmest måtte fornemme. Han tog lige så imod Lisa, som Nick fik hende med hen til ham, hvor han nikkede til Nick og hans ord. Nok var han ikke meget for at følge en ordre fra en mand som ham, men lige her så fandt han altså ikke andre muligheder, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke, så var det jo bare sådan at det nu måtte være. Han havde mest fat i Jiji, eftersom det så ud til at Lisa godt kunne gå selv. Han førte dem begge med sig udenfor, hvor han hurtigt greb fat om Jiji som hendes ben knækkede sammen under hende. Han hævede hende med begge sine arme. ”Kom min kære.. Nu skal vi hjem,” hviskede han stille, som han førte dem begge med sig udenfor. Det kunne bestemt ikke gå hurtigt nok.
At Nick langt om længe havde fundet hende, var noget som virkelig måtte glæde Lisa og frygtelig meget endda! At Nick havde låst hende ind til sig, så var det hende kun tydeligt, at han stadig måtte være den selv samme mand under den hårde facade og den hårde maske som hun måtte stå og betragte sig af for øjeblikket. Det var end ikke fordi at det var noget som rørte hende som sådan, for hun kendte ham. Hun lod sig blive puffet hen til Daniel og ført med ud. Lige nu ønskede hun bare at finde den mulighed for at opleve den trygge tilværelse igen. Hun kunne skam godt selv gå, selvom det gik langsomt. Det var skræmmende lang tid siden, at hun i det hele taget havde fået lov til at røre sig og holde musklerne i gang, så hun var frygtelig, frygtelig stiv!
Hvis det ikke var fordi at Diane valgte at blande sig, så havde Evan forbandede dem alle her på stedet! Han elskede hende og han ønskede hende bestemt heller ikke noget ondt. Som hun stillede sig foran ham og med hænderne mod hans bryst, så var det jo næsten som at låse ham fuldkommen fast til situationen. Han vendte blikket direkte og fast i retningen af Nick og med den næsten så dræbende mine. Hvis han havde vidst, at det var dette som han var kommet for, så havde han i den grad også valgt at reagere på en helt anden måde, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet! Han vidste godt, at hvis han lod tøserne gå og Daniel med, så ville han ikke se dem igen. Han knyttede næverne fast, hvor han denne gang sendte Diane et dræbende blik. ”Nej,” vrissede han fast, som han lagde hånden mod hendes skulder i et forsøg på at puffe hende af vejen.
|
|
|
Post by Jiji Ame Agorie on Apr 25, 2011 12:16:19 GMT -5
Jiji vidste godt, at dette ikke var det optimale sted at være. Tåren var blot et bevis på, at hun faktisk var der et sted. Hun ville så gerne slynge sig om hans hals, og sige at hun havde savnet ham. Men..det kunne hun bare ikke! Evans tilgang til hende, havde virkelig markeret sig psykisk og derfor kunne hun pt. ikke bare bryde igennem. Det ville nok tage tid, men hvis Evan ikke var i nærheden, skulle hun nok komme igen. Om ikke andet, så skulle Nick eller Daniel vel nok bryde den skal, der holdt hende lukket inde? Hun trak vejret dybt og fulgte med ham. Lisa var der jo..Og hun var den 'nye' Jiji godt knyttet til. Hun havde jo prøvet at hjælpe hende. Diane prøvede jo også, men det havde bare ikke virket så meget endnu. Da de nåede udenfor, så indåndede hun den friske luft. Det puffede hendes nyankomne tårer bort. Hun trak sig op at stå, som Daniel hjalp hende op. Hovedet røg nærmest automatisk ind mod ham, for der blev hakket flere sår i den indre skal (fængslet), så på den måde kunne hun da endeligt åbne lidt mere op. Hun sagde ikke noget. For hvad skulle hun sige? Hun kiggede hen imod Lisa og rettede sig lidt op, inden hun gik ligeså stille fremad, for at komme mod gitteret.
Nick var virkelig glad for at have fundet Lisa. Det var ret urealistisk, efter alt den tid, men endeligt kunne han sige, at det var sket. Og nu kunne han redde hende, fra dette helvede, som han så, at hun kom fra! Og vreden var blot høj i ham. I det mindste, så havde Evan ikke nået at gøre noget. Og desuden, så kunne han hurtigt trække staven frem og forsvare sig - samt nedlægge ham. Han var trods alt en dygtig og stærk magiker, ellers ville han jo ikke være lederen! Nu var de da nået ud, så han stod her tilbage, sammen med Evan og Diane. Han smilede bare koldt. "Du har tabt," hvislede han fast, "Gør det mindste... og du vil snart få besøg igen," sagde han advarende, inden han begyndte at bakke hen imod døren.
Diane kiggede fast på Evan. Nu var det nok, hun gad virkeligt ikke mere. Hun ville ikke se Lisa blive kørt mere ned, eller Jiji drevet fra vid og sans. Hun røg direkte ned på bagdelen, som han puffede hende. Han var trods alt stærk og hun var slet ikke klar på det. Han plejede jo ikke at at gøre hende noget - overhovedet. Hun kom på benene igen og stillede sig ind foran ham. Han skulle ikke have lov mere.
|
|
|
Post by Daniel Strife on May 14, 2011 1:40:06 GMT -5
Daniel havde som sådan aldrig rigtigt haft det bedste forhold til Lisa, for det havde været den ene kamp efter den anden igennem stort set hele deres liv, men at se hende på den måde var virkelig noget som havde gjort ham rasende! Det var igen ikke det som han tænkte på, for det var mere eller mindre kun den kære Jiji som han havde i tankerne. Han ønskede den gamle Jiji tilbage, han ønskede sin kæreste hjem igen om han så skulle bruge hundrede år på at bryde den skal som hun var fanget i, så gjorde han det med selv den største glæde! Han holdt hende ind mod sig, som han lod hånden stryge stille og roligt nedover hendes ryg og med et svagt smil. Han havde endelig fundet hende og han havde muligheden for at få hende hjem, selvom dette mindre samarbejde med Nick ikke var noget som Ministeriet skulle kende til, for det ville sætte ham i mange voldsomme store problemer uddannelsesmæssigt.. Det var jo heller ikke fordi at det var nemt for ham på nogen som helst måde overhovedet! ”Snart er vi hjemme, min kære..” hviskede han stille og tæt ved hendes øre.
Lisa kunne virkelig ikke fatte, at Nick endnu en gang skulle vise sig at være hendes redningsmand. Måske at han stod som leder for dødsgardisterne, men han var kommet hende til undsætning, han havde reddet hende ud af det helvede, som hun havde været fanget i, igennem disse år, for det var bestemt heller ikke fordi at det var nemt og det var jo tydeligt, at hun var temmelig godt medtaget af det? Hun vendte blikket let mod Jiji, hvor hun sendte hende et smil, også mest for at vise, at det var okay at give sig hen til Daniel, for.. hun så jo ud til, at hun gerne ville søge ind i hans favn? Blikket gled mod det store hus, umiddelbart så skræmte det hende, at Nick ikke var kommet ud endnu, for hun ville hjertens gerne tilbage i hans favntag igen! Hun sagde ikke så meget som et ord, det gjorde ondt og hun var træt og udmattet. Hun ville egentlig bare tilbage i de trygge omgivelser – tilbage i hans favn.
Evan kogte virkelig i det indre som intet andet. En ting var at komme brasende og skjule sig bag dødgardisternes masker, men at tage hans kære datter og Jiji, var virkelig at gå over stregen! At Diane endnu en gang måtte stille sig i vejen for ham, fik ham kun til at sende hende den direkte dræbende mine. Han havde slået begge børn, men aldrig lagt en finger på hende. Det var jo for pokker da hans kone! Han vendte blikket mod Nick igen. Det kolde smil gjorde ham kun langt mere vred. ”Om jeg så skal tage til England for at finde dem, så gør jeg det, Nick.. Næste gang lukker jeg Jer ikke ind!” Han vendte sig endnu en gang mod Diane. ”Flyt dig..” Denne gang var det en tydelig ordre og ikke en venlig anmodning!
|
|
|
Post by Jiji Ame Agorie on May 15, 2011 12:20:31 GMT -5
Jiji fulgte med Daniel og Lisa, for hun ville jo egentligt gerne væk herfra. Ud af det fængsel, som Evan havde holdt hende i. Hun ville gerne tilbage. Eller det sagde hendes indre da. Hun rettede hovedet lidt op igen, for at kunne gå lidt nemmere. Hun ville bare hurtigt væk herfra. Det varmede hende da, at hendes onkel var trådt ud af sin skal for hende. Og nu vidste kun..2 ekstra hvordan han egentligt så ud: Evan og Daniel, men det havde Daniel jo godt vidst. Og Lisa måske også? Eller kendte hun ham.. Hun rystede bare på hovedet og gik videre. Idet mindste var der så meget hakket i skallen, at hun gik frivilligt og ikke valgte at stikke af og løbe tilbage. Hun vidste jo inderst inde godt, hvor forfærdeligt det hele var. "Mhm.." fik hun fremsagt, da det stadig var lidt svært at omsætte det hele, med den kamp hun havde. Hun rystede i benene, det var svært. Men hun klarede den da så langt.
Nick kiggede køligt mod Evan og mærkede hvordan det satte hans pis i kog. Ingen havde nogensinde fundet dødsgardisterne uanset hvad, så hvordan skulle Evan nogensinde? Han havde tænkt sig at drille Evan fra nu af. Lege med ham og drive ham til vanvid. Aldrig ville den mand blive dødsgardist, sådan som han havde gjort. Ikke medmindre han holdt op med at koge over at have mistet sine "døtre". "Mærk dig mine ord, Evan, du vil aldrig finde dem igen..." sagde han hvislende, vendte om og sprang det sidste stykke ud af døren og ud på grusstien. Han indhentede hurtigt de andre, greb fat i Lisa og løftede hende op i sin favn. Hun så virkelig så skrøbelig ud. "Okay, lets go, før han lukker portene," sagde han. De stod da åbne endnu, men de ville vel lukke på hans kommando? Han gik hurtigt og med Lisa i sine arme, som var hun en brud. Han kiggede ikke direkte på hende, han var koncentreret om at nå herfra.
Diane stirrede på Evan og rystede på hovedet. Hun blev stående. Hun nægtede. Hun kunne sagtens sige ham imod. Desuden turde han jo ikke gøre noget, andet end råbe frustreret og vredt af hende. "Nej Evan", sagde hun fast og rykkede sig til siden, hvis han prøvede at komme forbi og gik derved ind foran ham.
|
|
|
Post by Daniel Strife on May 20, 2011 12:25:00 GMT -5
Daniel ønskede virkelig bare, at Jiji endnu en gang bare kunne være.. Jiji. Han ønskede hende virkelig ud af det greb som Evan måtte have på hende, for den tanke i sig selv, var virkelig også noget som direkte måtte dræbe ham indvendig! At han ikke engang kunne beskytte den kvinde som han elskede mere end det som han måtte elske noget andet, var noget som gjorde ham direkte vred i det indre! Han holdt stadig Lisa ved sig, selvom han gav slip da Nick måtte komme ud og tage hende i armene. Han holdt af hende, det var tydeligt at se, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Så var det langt nemmere at holde opmærksomheden på Jiji! Han lagde armene om hende og bar hende på samme måde som Nick gjorde. Jo hurtigere de måtte komme derfra, jo bedre var det!
Lisa var bange. At Nick langt om længe havde fundet hende, var noget som lettede hende som intet andet overhovedet. Som han kom ud, så lod hun uden det mindste tøven, armene søge omkring ham, så han kunne løfte hende. ”Jeg har manglet dig, Nick..” hviskede hun med en meget dæmpet stemme tæt ved hans øre. Hun følte for at græde.. ikke fordi at det gjorde ondt, men fordi at hun virkelig var lettet. Hun trykkede sig tæt ind til hans skikkelse. At han var leder, var slet ikke en tanke som faldt hende det mindste ind overhovedet. Lige nu var han virkelig bare Nick for hende og hun ville i den grad også have lov til at nyde det så længe, som det var hende menneskelig muligt! Ikke mere Evan, ikke mere Bulgarien! Det eneste som hun egentlig ville savne ved dette sted, var faktisk hendes mor, men hun var også stærk.. det var jo kun hende som faktisk formåede at skulle styre Evan. Hvilket i den grad også var noget som hun havde den store respekt for.
Evan kogte virkelig i det indre. Han ville bare ikke give slip på de to tøser og det var jo noget som Diane allerede måtte vide! Han sendte hende en direkte dræbende mine. Ja, måske at det var normalt at slå sin hustru, men det var slet ikke noget som han kunne finde på at gøre overfor hende! At hun jo så endnu en gang måtte gå i vejen for ham, var noget som direkte måtte gøre ham tosset, for det var bare ikke noget som han fandt sig i på nogen som helst måde overhovedet, hvad end om det var noget som han ville det eller ikke! ”Jeg siger det ikke engang til!” Han vendte sig mod sin butler. ”Få lukket de porte!” beordrede han med en kraftfuld stemme. Han havde allerede fået nok!
|
|
|
Post by Jiji Ame Agorie on May 28, 2011 12:12:23 GMT -5
Jijis allerstørste ønske var bare at slippe af med denne kamp og vende tilbage til at være Daniels, for det var det hun ville. Hun ville ikke være Evans, det var sygt og forkert. Hun var faldet i, for hun havde ikke kunnet modstå det. Magi kunne hun, men den omgang mod hendes psyke som Evan havde kørt på hende, havde virkelig bare drevet hende ned. Og hun skammede sig over det. Kom hun nogensinde ud af den skal, så ville hun nok bryde sammen og have den største skyld. Hun stivnede helt, da Daniel bare løftede hende. Hun vidste ikke om hun skulle sparke sig fri eller lægge sig ind til ham. Hun endte dog med det sidste og lagde en rystende arm omkring hans nakke, for at holde lidt fast. Hun kunne se at de nærmede sig porten, der var ikke langt. Og nu kunne drengene jo også løbe lidt hurtigere afsted med dem.
Nick havde fundet Lisa, hvilket han syntes var utroligt. Men han glædede sig til at få hende med sig. Så kunne han få hende helt for sig selv og Evan ville være udenfor rækkevide til at kunne nå dem, for dødsgardisternes bo var godt skjult. "Jeg har manglet dig," hviskede han tilbage. Han løb mod portene og da han så, at de begyndte at lukke, så løb han hurtigere. De var der også næsten. Han hastede igennem lågerne og nåede ud på den anden side, Daniel måtte være lige ved hans side. Portene lukkede i kort efter og han åndede lettet ud. Han satte Lisa ned på jorden igen, men holdt en arm omkring hende. "Nu skal vi bare afsted," sagde han dæmpet. Han pegede sin stav mod Daniel, for at angive stedet de skulle hen og ligesom åbne op for hvor det var - hemmeligs-noget. "Så nu ved du hvor det er, så dertil.." sagde han. Det ledte Daniel og Jiji direkte ind på hans kontor. Han svang selv staven og forsvandt med Lisa, direkte hjem til kontoret.
Diane fnøs og kiggede vredt på ham. Han rørte hende stadigvæk ikke, hvilket vel var et held for hende? "Tag dig sammen, Evan," sagde hun fast. Hun bakkede, gik hen til døren og åbnede den. Hun kiggede ud - porten lukket, men ingen børn, Nick eller Daniel. Så de var væk. Hun smilede lettet, smækkede døren og gik fast væk fra Evan og ned ad gangen og mod stuen.
//Out
|
|