Bulgarien - To bring the treasure home.

[Daniel Strife]

Vinden slog kraftigt og den slog iskoldt mod alt det som den måtte møde på vejen. Her var langt mørkere end det som det normalt havde været i England, men det var vel heller ikke noget at sige til? Velkommen til østen! Det store herskabshus som måtte tårne sig for deres blikke. Liggende på en bjergtinde midt i Bulgarien, hvor det var umuligt at skulle komme til hvis man var muggler. Så rent og fint som noget overhovedet kunne være indenfor fuldblodsslægter. Det var jo trods alt også sådan at Evan foretrak at skulle have det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. De dukkede op midt ved den store port som var lukket og magisk låst, så den ikke bare var til at skulle bryde op, selv ikke hvis man kunne magi, for det var tydeligt at Evan vidste hvad han gjorde og det som han gjorde, var at beskytte familien og værdierne som måtte findes indenfor. Han slap stille Nick og vendte blikket mod ham. ”Velkommen til Bulgarien Nick.” Han pegede i retningen af det store hus. Det var også det eneste som lå i mildes omkreds omkring dem, for der var virkelig ikke nogen andre huse eller noget som helst, at skulle få øje på. Ikke fordi at det direkte var noget som gjorde ham noget, for han havde i den grad nydt af den fred dengang han havde været yngre, men nu.. han ønskede bare familien langt væk! ”Du kan desværre ikke bare vade ind. Du skal have min far til at åbne porten.” forklarede han. Han frøs allerede og han var næsten helt ivrig. Han vidste at Jiji var inde på den anden side af de store mure som var at se på den anden side af den store have og han ville bare derind og det skulle være nu!

[Nick Geme Terrac]

Den kraftige og kolde vind der slog direkte imod Nick føltes utroligt kold i forhold til det, som de lige havde forladt. Han trak kappen mere om sig og gøs kort. Dette var selv koldere end hans fattige barndom. Vinden der susede om hans øre, fik ham til at synke lidt sammen - og han virkede derfor lidt mindre. "Jeg forbander dette kolde sted," mumlede han for sig selv og kneb øjnene fast sammen. Selvfølgelig stod de foran en magisk port, men han skulle nok kunne råbe Evan op - der var besværgelser til den slags. Den store bygning der tårnede sig foran dem, var stor. Han sukkede kortfattet og gøs let. "Jo tak," sagde han hen til Daniel, da han bød ham velkommen. Han bed tænderne sammen og rystede kort af kuldegysninger. "Nej det regnede jeg næsten ikke med..Det ville være for uklogt," sagde han med et skævt smil. Han vædede let sine læber og trak vejret dybt ned i lungerne, hvor den iskolde bjergluft føltes at skære sig som knive. Han prustede ud og trak sin stav. Han lagde spidsen mod halsen kiggede hen mod huset. "Evan Strife..." Nicks stemme lød høj og rungende og den omringede huset, oppe på denne bjergtinde. "Kom ud og vis mig dit ansigt.. Gør det ikke og dødsgarden vil forfølge dig til dit endelige, hvis du ikke straks åbner op for Herren over dem alle." Det var alt han sagde for nu og han trak staven væk fra sin hals og lod sin stemme komme tilbage til normalt. "Det skulle næsten gøre det," sagde han. Nu havde han jo ligesom afsløret sig selv ret meget. Nu kunne de vel bare...vente?

[Daniel Strife]

Det tog ikke Daniel alverdens med tid, at skulle omstille sig til den pludselige kulde. Det var jo heller ikke fordi at det var særlig mange år siden, at han havde gjort det sidst, for det havde jo altid været sådan når han skulle hjem fra Hogwarts under hans skoletid og det var jo heller ikke fordi at det var så mange år siden, at det var sket sidst. Han rettede sig op og slog armene let over kors, næsten i et forsøg på at holde varmen bare lidt. Det kunne godt være at forskellen var stor kontra England, men han havde den personlighed og væremåde som han næsten helt automatisk måtte smække op når han var hjemme. Det var heller ikke fordi at han brød sig meget om den tanke at skulle være hjemme. Han ville helst gøre alt for at undgå dette sted, for det var virkelig forfærdelig nok i forvejen, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han nikkede mod ham og vendte blikket op mod det store hjem. Det var ikke fordi at det var en.. glædelig tanke at komme hjem, for han ville faktisk helst derfra og det kunne virkelig heller ikke ske hurtigt nok for hans vedkommende, det var der heller ikke nogen tvivl om.
Som Nick havde beordret hans far til at åbne portene, så skete der ikke noget det første lange stykke tid. Derefter begyndte porten at åbne sig, så det var kun tydeligt, at Nick var blevet hørt. Et svagt og skævt smil gled over Daniels læber. Han vidste, at udfordringen først skulle ske nu. ”Kom med,” bad han roligt, som han rettede sig op, ganske enkelt uden egentlig at tænke på det, da han bevægede sig op mod de store fordøre som selv var magisk låst. Evan tog ikke nogen chancer og det var tydeligt. Han stoppede op ved døren, hvor han selv bankede på 3 gange og afventede at døren gik op. Den gik op efter ganske kort tid, da hjemmets gamle butler måtte stå der. Han bød dem velkommen og trådte til side, så de kunne komme indenfor.

[Nick Geme Terrac]

Nick havde altid været vant til Englands klima og derfor var kulden noget som slog hårdt ind på Nicks krop. Han gøs svagt efter han havde råbt af huset og prøvet at få fat i Evans opmærksomhed. Han vædede let sine læber. Efterhånden så rystede han så meget, at varmen også snart fandt sin vej og han holdt op med at ryste. Men han kunne næsten ikke tro, at Daniel fandt det rart at komme hjem. Han havde hørt nogle ting fra Lisa tilbage i skoletiden og hun var jo blevet taget fra ham! Han agtede dog at finde hende samtidig med at de var her. Som der ikke rigtig skete noget den første lange tid, så begyndte Nick at blive irriteret. Og lige som han havde lagt den perfekte plan, så gik lågerne op. Men det skridt tættere på, var de også det tættere på Jiji. "Forfærdelig ventetid... Den mand kan vente sig," sagde han koldt. Han stoppede op foran butleren og skulede kort. Han lod Daniel træde ind først og gik så ind bagefter. Han tog sin kappe af. Nu måtte han opretholde sin egentligt facade og ikke virke så sød, som da han først havde snakket med Daniel. Han fremdrog sin stav og kastede kappen op i luften og fangede den med den besværgelse. Han lod den derfor hænge i luften midt i forhallen. Staven gemte han bort igen og han kiggede lidt rundt. "Udmærket..Så langt så godt," sagde han kortfattet. Han kiggede sig let rundt. "Nå, skal vi bare snakke eller skal vi ødelægge noget?" sagde han og kørte hænderne rundt i hinanden med et lumsk glimt i øjet. Det var nu altså sjovt at ødelægge og specielt når de havde taget Jiji..Nok var han dødsgardens leder, men Jiji var hans niece trods alt! Han smilede koldt. "Evan jeg ved du er her et sted. Kom frem eller jeg skal lede enhver krog igennem til jeg finder dig og det bliver ikke på en pæn måde jeg vil lede!" sagde han med en fast tone.

[Daniel Strife]

Daniel vidste udmærket godt, at der var en kæmpe forskel på Bulgarien og England. For ham så var det jo bare en lille ting som han efterhånden var ved at være så vant til, så han vidste egentlig ikke hvordan han egentlig skulle tage det. Han var ærlig talt bange for hvordan Jiji havde taget Evans behandling, for han vidste godt, at den mand i den grad også vidste hvor han skulle ramme og det var i den grad også noget som han gjorde selv med den største perfektion. Han havde jo gjort det med alt og alle for pokker da! Lisa havde han heller ikke hørt noget til i flere år nu.. Den mand ødelagde virkelig mere end et som han gavnede! Han nikkede kort til deres gamle butler og stillede sig ude i den store forhal. Han havde ikke været hjemme længe, så det var jo næsten helt underligt! Han vendte blikket mod Nick. Han tog det nu egentlig ganske pænt, selvom han tydeligt kunne mærke, at den mand som han var i øjeblikket, ikke var den som han selv havde mødt i England. Nu var det vel.. dødsgardisternes leder som han stod overfor? Han knyttede hænderne let. Han gik virkelig imod alt det som han havde lært igennem hans egen uddannelse, prøvelse og praktik, det var der heller ikke nogen tvivl om.
Som Nick måtte hæve stemmen, så havde Evan udmærket hørt ham. Han tog roligt omkring sin robe og kastet den omkring sin krop, idet han forlod sit kontor og gik roligt ned i retningen af forhallen. Hans blik var stramt. Lisa var på hendes værelse sammen med Jiji, så han vidste lige præcist hvor han havde begge tøserne. Daniel ville ikke have noget med familien at gøre? Fint! Så måtte han jo finde noget som kunne erstatte knægten! Han var en hård mand, og det havde han så sandelig også altid været, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Du behøver ikke smadre mit hjem for at finde mig.” Hans stemme var yderst respektfuld. Ganske enkelt fordi at han var den leder som han var, så kunne han jo heller ikke rigtigt gøre noget andet. Han rettede sig op. ”Jeg er Evan Strife.. Det er mig en stor fornøjelse at møde dem, Nick,” fortsatte han stilfærdigt. Hans engelsk var måske ikke den bedste, men han prøvede da om ikke andet.

[Nick Geme Terrac]

Daniel var vant til denne kulde. Men det var han bestemt ikke, for han havde aldrig rigtig været udenfor England. Det var jo der han herskede og ville overtage - så derfor havde han sit hovedsæde der. Nick selv var bange for, hvad Evan havde gjort ved Jiji. Kidnappede man nogen, så var det jo også med bagtanker. Men han ville virkelig flippe ud, hvis hun var ødelagt eller anderledes, for det var trods alt hans niece. Nu kendte han ikke direkte Evan, men ting havde han hørt - også fra Lisa af i sin tid. Han var en anden nu, også fordi at Evan jo regnede med at møde dødsgarde-Nick. Ikke venlige Nick Terrac. Han vædede let sine læber med et skævt og køligt smil. Han var rank i ryggen og det kriblede i hans fingre efter at trække staven og forbande Evan på stedet - men det ville ikke være det bedste førstehåndsintryk. Uanset hvad, vidste han at Evan ville respektere ham. Gjorde han tegn på den mindste misfornøjelse, så ville Evan vel også gøre alt for at rette op på det? Det virkede i hvert fald som om at han ville lægge sig underdanigt ret hurtigt og han elskede den magt. "Udmærket," sagde han og blev stående. Værdigede end ikke Evan et kort nik. Han fnøs blot, da Evan sagde at det var en ære. "Jeg er her ikke for at snik-snakke.. Giv mig Jiji," sagde han ganske kortfattet, dog uden at forklare nærmere, hvad han ville med hende.

[Daniel Strife]

Daniel tog sig nu ikke af, at Nick havde valgt at skifte karakter fuldstændig. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for han havde allerede fundet ud af for længst, at der jo faktisk også var noget godt i manden. Han gjorde dette for sin niece. At det jo så også var ham en mulighed for at skulle se til Lisa, var end ikke en tanke som faldt ham ind. Han havde ikke haft meget med sin storesøster at gøre igennem de sidste mange år. Sådan havde det altid været. Den evige konkurrence mellem dem og nu havde de hver deres liv. Ikke fordi at det var noget som gjorde ham det mindste, for det var vel bare sådan at det skulle være. Evan ignorerede ham fuldstændig – Ikke fordi at det var noget som kunne overraske ham som sådan, for det var intet nyt. Ikke når dødsgardisternes leder måtte stå der ved hans side. Han forblev tavs, han var vant til at kun at åbne munden når han havde fået lov til at snakke og det havde han bestemt heller ikke fået lov til.
Evan ignorerede ganske rigtigt Daniel. Der var meget finere besøg som han havde fået den ære af. Selveste dødsgardisternes leder stod da i hans forhal! Hvor ofte, var det ikke lige, at man hørte omkring det? At han tog på hjemmebesøg? Han blev stående fuldkommen rank og dominant. Dette var jo trods alt også hans hjemmebane. At Nick ville have Jiji, var slet ikke noget som han kunne forstå. Den tøs havde det jo glimrende her? Han hævede let det ene bryn og lagde hånden på sin butlers skulder. ”Bring Jiji til mig,” beordrede han med en fast tone. Butleren smuttet temmelig hurtigt. Han ville ikke sige Nick imod. ”Jeg skal nok bringe Jiji til Dem. Hun har det godt her.. er der nogen grund til at du vil have hende med?” spurgte han stilfærdigt.

[Nick Geme Terrac]

Nick skiftede karakter, ganske enkelt fordi han skulle fremstå som lederen lige nu - derfor kunne han ikke være den, som Daniel oprindeligt havde mødt i England. Det var ganske enkelt umuligt, når han skulle vise sig autoritær overfor hans far. Han glædede sig dog blot til at få den mand sat lidt på plads og fortælle ham, hvor man ikke skulle pille. Han mærkede sig godt af, at Daniel ikke sagde det mindste overhovedet - og et sted kunne han vel også godt forstå ham? Han var vel opdraget til at tale til, når der blev talt. Ja sådan trænede han jo selv sine egne folk. Og det skulle Evan hurtigst nok finde ud af. Han kneb de isblå øjne let sammen og trådte et enkelt skridt mod ham. Han ville se om han ikke kunne tvære lidt i den dominante holdning han bar sig af. Han havde den dog selv - rank og stolt. Nok var han i en nærmere fremmeds hus, men Daniel havde jo sagt, at hans far holdt med ham..Så det ville blive let at forme lidt på Daniels far. Han blev stående med nogle meters afstand til Evan, blot for ikke at afsløre hvor lille han egentlig var. Han vædede kort sine læber og kiggede efter butleren ud af øjenkrogen, inden blikket faldt tilbage på Evan. "Har jeg bedt dig spørge ind til, hvad jeg vil med hende?" spurgte han kortfattet og afværgende - nej, det havde han nemlig ikke, så Evan skulle blot makke ret. Han drejede blikket rundt, da han kunne høre en fast stillethæl-lyd i nærheden.

[Jiji Ame Agorie]

De klikkende hæle kom fra Jijis sko. Hun kom gående oppe fra førstesalen med en fast gang - dog yndefuld som altid. En pige var hun trodsalt.. Men lidt mere fin pige end før hun var havnet i kløerne på Evan. Nogle gange så slap hun fri for tankerne om, at Daniel ikke var fin nok til hende - noget der var plantet inde i hende, så hun oftest gik rundt med den følelse at hun ikke kunne være sammen med en, der vendte familien ryggen. I hendes verden (for det meste), var Evan jo god ved hende. Selvom Lisa prøvede at holde den egentlige Jiji i hende, så var Evan stærkest. Men hun kæmpede virkelig en indre kamp, for hun ønskede jo inderst inde ikke at miste Daniel! Hun havde snakket en del gange med Lisa og hun var faktisk en utrolig pige, som hun hurtigt anså som sin veninde. Da hun nåede trapperne ned til forhallen, ville man også kunne se hende - hendes hår hang løst og hun bar en knælang mørkeblå kjole, med et sort bånd om maven. Hun havde et sjal om skuldrene og et par sorte høje hæle. Hendes skuldre var trukket tilbage og ryggen rank, så hun havde en pæn holdning - en tillært holdning fra hendes tid her sammen med Evan. Hendes øjne var stadig den samme blå farve, men alligevel var der noget anderledes - de var tomme på det ydre, som en hinde der skjulte de inderste følelser, dybt inde i sjælen - derinde hvor hun var fyldt op af sorg og frustration. Hånden gled yndefuldt mod gelænderet på trappen og hun begav sig ned af trinnene, én for én. Da hun nåede ned på forhallens gulv, gik hun direkte hen imod Evan og stilte sig ved hans side. "De sendte bud?" sagde hun sigende og stillede sig med siden til ham, og fronten pegede mod Nick og Daniel, der stod med et spredt mellemrum. Nick var tættest på og et forbavset blik gled kort over hendes ansigt, inden hun samlede sig og fik den samme stærke holdning tilbage. Hun sagde ikke mere end det, for hun var jo ikke bedt om at tale.

[Daniel Strife]

Daniel var udmærket godt kendt med reglerne hjemmefra, så det var også derfor at han nærmest helt automatisk måtte rette sig ind efter dem, selvom det slet ikke var noget som var nemt for ham på nogen måde. Han havde gjort absolut at det som han kunne, for at slippe for at komme her igen, og nu stod han her af sin egen frie vilje? Han hadet virkelig den tanke om at være her, men han ville have Jiji med sig hjem igen! Han vidste godt hvor hurtigt Evan kunne smadre en ung kvindes liv og det var slet ikke noget som han ønskede! Jiji var jo slet ikke vant til den behandling, så det sagde vel også sig selv, at det ville ende med at gå galt før eller siden? Han vidste ærlig talt ikke hvor lang tid at Evan kunne bruge på at skulle knække hende, men det var nu alligevel en frygt uden videre for hans vedkommende, så det var heller ikke noget som sagde så lidt når det endelig måtte komme til stykket. Han bed sig svagt i læben og blev ellers stående rank og roligt, som han hørte lyden af hæle i nærheden. Var det hende? Han vendte blikket, hvor han næsten måtte stå der fuldkommen overrasket over det syn som måtte møde ham. For det var bestemt ikke den Jiji som han kendte. ”Jiji..” Han tog et stille skridt mod hende, selvom han hurtigt tog sig selv i at skulle stoppe igen. Han havde knækket hende allerede, det var noget som han kunne konkludere allerede med det samme, og den tanke var direkte fæorfærdelig!

Evan blev stående fuldkommen stille. Det havde virkelig ikke været den største udfordring at skulle knække Jiji. Det havde faktisk været noget af det nemmeste som han nogensinde havde været udsat for. Han var dog klar over at Lisa prøvede at holde den gamle Jiji i hende, selvom det var tydeligt, at det ikke havde nogen effekt. Den tøs skulle han nok tage fat i bagefter, for det var noget som han slet ikke fandt sig i, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte Jiji et roligt smil, som var der slet ikke noget i vejen. Han havde virkelig formået at hjernevaske hende og det havde virkelig været til hans egen glæde og fornøjelse, for det havde virkelig været det rene barnemad! ”Disse Herrer ønskede at se dig, min kære,” sagde han roligt, som han lod armen glide omkring hendes liv. Med andre ord, så skulle hun blive lige hvor hun stod. Dette var vel også noget som man kunne definere som en test for hende? At se hvor meget han egentlig havde formået at ødelægge af alt det som hun havde brændt inde med på denne måde når det kom til hendes familie og når det kom til Daniel?

[Jiji Ame Agorie]

Jiji havde i den grad fået alt plantet indeni sig, som en skal der sad ud over den rigtige hende, hvordan Evan lige præcis ville have hende. Alle regler, som hans egne børn var opdraget med. Noget hun havde fået fortalt. Lisa kæmpede en brav kamp for at få fat på den indre kerne, men det var bare svært. Som alt stod nu, var det dog kun korte stunder hvor hun faktisk gav slip på det 'had' Evan havde udvilket i hende overfor Daniel - at han var dårlig for familien og hun skulle lade ham gå, så hun kunne bringe en anden lykke til familien og gøre Evan stolt. Hun var som en erstatning for Daniel, men som alt stod nu, gjorde det hende ikke det mindste. Hun ville gøre Evan stolt af hende, nu når hans egen søn ikke kunne. Så nu havde han bare 2 'perfekte' døtre i stedet, selvom hun nok var langt mere underdanig end det som Lisa måtte være. Hun kiggede direkte på Daniel, da hendes navn blev kaldt hun hun kneb øjnene fast sammen. Hun svarede ham ikke og blev stående tæt ved Evan. Hun trådte lidt nærmere ind til ham, da han lagde armen omkring hende. Det var tydeligt, at Evan passede på hende som noget meget dyrebart. Hun var jo også bare som en klump ler i hans hænder og hun kunne ikke kæmpe imod, for det var hun jo slet ikke vant til? Hun var kun blevet slået en enkelt gang af hendes stedfar og udsat for et kæmpe had, men ikke direkte den behandling hun havde været igennem ved Evan - aldrig noget hun havde oplivet i det virkelige liv. Men det havde hun så prøvet nu og det havde virkeligt gjort, at hun havde lidt det store knæk som hun havde. Hun så kort op på ham, da han snakkede og så tilbage mod Nick og Daniel. Hun trak vejret dybt og holdt sin ranke holdning. "Så det gjorde de?" sagde hun og et let morende smil gled over hendes læber. "Jeg ved da godt nok ikke hvad de vil," sagde hun og vendte det tomme, glasagtige blik imod de 2 Herre.

Nick stod og skjulte sin forbavselse, over hvordan Jiji førte sig frem. Det var virkelig forkert i hans hoved og han kunne mærke på Daniel, at det også var helt forkert. Han havde faktisk ondt af ham. Utroligt nok at Evan skulle ødelægge begges kærlighedsliv? Det var måske en slags speciale? Han kneb øjnene sammen. Han så mod Evan. "Jeg vil gerne have Deres datter, Lisa herned også," sagde han pludseligt. Nu han endelig var her, så blev han da nødt til at tænke på sig selv også. Han stod desuden og tænkte på, hvordan Evan bedst kunne snøres. Indtil videre, så havde han udtænkt, at han blev nødt til at spille på at Daniel var ved at blive dødsgardist - for så kunne det være, Jiji ville blive givet tilbage til ham. Men det ville give konsekvenser fremover, hvis det så ikke skete, så han blev nødt til at tænke det hele igennem. Nu kunne Daniel jo se hende og så ville Nick også have Lisa herned!

[Daniel Strife]

Daniel vidste slet ikke hvad han skulle sige! Han kunne da tydeligt se, at Evan allerede havde fået knækket Jiji og den tanke i sig selv, var noget af det værste som han havde oplevet! At se ham stå der og holde om hende, som var hun noget værdifuldt for ham, så kunne han da hurtigt lægge to og to sammen. Var han blevet erstattet? Det var i hvert fald den første tanke som slog ham ind og det var noget som kun måtte gøre ham langt mere vred end det som godt måtte være i den anden ende, så det var bestemt heller ikke noget som måtte sige så lidt når det endelig måtte komme til stykket. I det indre, så var han grebet af en mindre panik som han nægtet at skulle vise. At Jiji så på ham og ellers bare blev stående og med de ord, var virkelig noget af det værste som han nogensinde havde oplevet. Hun var da for pokker blevet hjernevasket! Og den tanke var virkelig noget som kunne gøre ham forbandet rasende! Han knyttede næverne let, som han vendte blikket mod hende, næsten bedende til at hun ville kunne genkende ham. Det var ikke fordi at Daniel bar sit efternavn med den store stolthed som han ellers ville have gjort det, men dette var virkelig grænsen for ham. At blive erstattet af sin egen kæreste i hans egen familie, var virkelig ikke en ting som han kunne have med at gøre. ”Du har.. du har bare erstattet mig,” endte han med en dæmpet stemme. Det var første gang, at han havde åbnet munden overfor hans far på denne måde og uden at have fået lov til at sige noget som helst, men han kunne da ikke lade være! Han vendte blikket direkte vredt mod ham og med den tydeligt trodsige mine, selvom han ikke gjorde noget. At lægge sig ud med Evan var virkelig noget af det dummeste som man kunne gøre.

Evan blev stående med armen omkring Jiji. Ja, han havde erstattet Daniel med hende, for han ville da klart foretrække en lydig tøs frem for en knægt som havde været trodsig og modstridende siden han havde været helt lille. Selvfølgelig satte han pris på vilje og kraftige holdninger og meninger som man ikke var bange for at give udtryk for, men dette var virkelig grænsen for ham. Så ja, Daniel var blevet erstattet og endda af hans egen kæreste. Han blev stående hvor han blot nikkede til Jijis ord. ”Jeg tænkte det nok,” sagde han roligt. At hun ikke vidste noget, gjorde ham kun glad, for det beviste bare, at han virkelig havde formået at bryde hende ned. Han vendte blikket direkte mod Nick, da han krævede at få lov til at snakke med Lisa og se hende. Han rynkede brynene ganske let i en kort forundring. ”Hvordan vidste du..?” Han tav og rystede så på hovedet. Der var faktisk ikke særlig mange som kendte til hans datter, for hun havde været lige så modstridende som Daniel selv. Han nikkede blot. ”Som du ønsker, Mørkets Herre..” Han knebsede let, noget som fik butleren til at komme hen til ham allerede hurtigt. Han slog over på bulgarsk og bad ham om at hente Lisa og få hende klædt ordentligt på. Butleren nikkede og søgte direkte ned i kælderen frem for op af trappen. Hun blev holdt et ganske andet sted. Blikket vendte han roligt mod Nick endnu en gang. ”Hun kommer om et øjeblik,” afsluttede han stilfærdigt, som han igen så på Jiji. ”Er pligterne gjort ordentligt?” spurgte han kortfattet. En fin dame havde sine ansvarsområder.

[Jiji Ame Agorie]

Det var ikke svært at se på Jiji,at hun slet ikke var hvad hun havde været. Alt Evans værk var som en hård ubrydelig skal udenom hendes rigtige inderste jeg. Og det var lidt som om, at intet af hende var tilbage. Kun hvad Evan ønskede der skulle være. Hun gjorde hvad hun fik besked på og hun var meget pligtopfyldende, eftersom det var hvad Evan havde gjort hende til - hun var det perfekte pigebarn til hans værdier. Hun var den datter, han aldrig havde haft og hun erstattede jo på en måde dem begge. For både Lisa og Daniel var jo imod deres far, så nu havde han taget Jiji i bytte for Daniel. Lisa prøvede at holde Jiji tilbage i hende, men Evans kontrol over hende var bare får stærk i hende. Hun stod med et roligt smil på læben, og holdt ellers den ranke holdning og fin-pige attituden over sig. For det var hvad hun nu gik op i. At være fin og gøre Evan tilfreds. "Er det så underligt?" sagde hun til Daniel og løftede et bryn. Hun tav dog hurtigt, kiggede undskyldende op på Evan over bare at have talt og kiggede så lige frem for sig igen. Hun blev stående i Evans arm. Hun så op på Evan, da hun blev talt til. "Ja, det er de. Jeg nåede at blive færdig, inden De kaldte mig herned," svarede hun ham.

Nick kneb øjnene sammen og skjulte stadig den forbavselse han havde indeni, for han kunne virkeligt ikke klare, at hans niece var blevet sådan. Da butleren gik imod kælderen, så følte han en vrede. Ja så vidste han da, hvordan Evan egentligt behandlede sine børn, blot fordi de ikke var som han synes. Så var man da egentligt svag, når man tyede til de stærke midler? Men ikke alene gik butleren ned, for at hente Lisa - i det samme kom der en lyshåret kvinde op af kældertrapperne.
Dianes høje hæle klikkede på trappen op fra kælderen af og hun nåede op i forhallen. Hun kastede yndefuldt hendes hår om bag skulderen. I dag havde hun været nede ved Lisa - hun gjorde sådan set også lidt hvad der passede hende, for Evan turde nemlig ikke gøre hende noget - og hun elskede det! Hun smilede skævt og lysnede helt op i blikket, da hun fik øje på Daniel. Den fremmede anede hun ikke hvem var. Hun var selv meget imod hvad Evan havde gjort med Jiji, men hun havde ikke kunnet forhindre det - og hun følte selv en skyld. Hun vidste jo at hun betød alt for Daniel. "Min dreng er kommet hjem," sagde hun og holdt armene ud og lyste endnu mere op. En lille glædesting. Hun gik bestemt hen over gulvet og i en bue udenom Evan, så han ikke stoppede hende. Hun nåede forbi den fremmede og nåede helt hen til Daniel. Hun lagde armene omkring ham og kyssede ham blidt på kinden. Hun sagde ikke noget, for hun vidste ikke hvad.. Ikke mens Evan var her.

[Daniel Strife]

Evan kunne ikke være andet end tilfreds med det som han havde formået at opnå med Jiji på denne korte tid. Nej han havde ikke brugt utilgivelige og han havde heller ikke brugt forglemmelses-besværgelser. Det hele var kommet ganske.. naturligt på en måde, hvilket kun gjorde det hele så meget bedre i hans øjne! En bedre ’datter’ kunne han bestemt heller ikke ønske sig, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. Blikket vendte han direkte mod Jiji til hendes ord. At hendes ting var ordnet var slet ikke noget som han kunne andet end at glæde sig over. Diane havde ikke noget som helst at skulle sige i denne sag uanset hvad. Han var manden i huset, så selvfølgelig var det ham som skulle have det sidste og endelige ord i den anden ende, om det jo så var noget som man ville det eller ikke. De mørke øjne faldt direkte tilbage på Daniels skikkelse. Han kunne bare lige vove på at komme tættere på! En ting var at han havde taget dødsgardens leder med, hvilket automatisk gjorde, at han ikke havde haft noget andet valg end at skulle lukke dem ind, så var det også en tanke som et sted også måtte frustrere ham på utrolig mange måder, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det nu endelig måtte komme til stykket. ”Det er udmærket min pige,” sagde han stilfærdigt, dog med en tydelig tilfredshed i stemmen.

Butleren havde været nede ved Lisa. At han havde passeret Diane på vejen, var nu ikke noget som han sagde noget til, for det gjorde ham så sandelig intet at der var nogen som tilså den stakkels pige, som sad dernede alene. Han fik hende i tøjet og havde stillet fået hende med op igen, selvom hun stadig måtte ligne noget som katten havde slæbt med ind! Normalt var hun jo en anelse bleg, på grund af omgivelserne som hun var vant til, men at være så ligbleg som hun var, rystende og skælvende, for hun var virkelig kold, da butleren førte hende op i varmen, så indtog hendes kinder med det samme en rødlig farve. Hun bed sig svagt i læben. Hendes ene kind var godt rødt allerede, så det var kun et tegn på at hun havde modtaget adskillige lussinger og kendte man familien godt nok, så vidste man også at det var Evan som havde skænket hende dem. Hænderne foldede hun ved hendes bryst, som hun gik igennem hallen og stillede sig ved Evans side. Kjolen sad slapt omkring hendes alt for slanke skikkelse og med blikket som måtte falde til Nick omgående. ”N-Nick?” spurgte hun, som hun tog et skridt frem, selvom Evan stoppede hende mere eller mindre med det samme.

Daniel troede virkelig ikke sine egne øjne. Hvad pokker var det der skete i hans familie?! At hans mor kom, var noget som fik ham på helt andre tanker for en ganske kort stund. ”Hej mor..” sagde han stilfærdigt, hvor han mere end glædeligt måtte gengælde hendes omfavnelse. Han var vokset hende over hovedet igennem det sidste stykke tid, selvom det igen ikke var noget som rørte ham som sådan. Han vendte blikket mod hende, hvor han selv måtte sende hende et stille smil. At se Lisa i den forfatning, var noget som selv måtte chokere ham, for han vidste hvor meget Evan altid havde holdt af sin kære datter og dette var måden som han viste det på?! Han knyttede næverne. Måske at han aldrig havde haft det bedste forhold til sin søster, men der var jo alligevel noget af den grund. Igen slog han over i bulgarsk. Spurgte direkte hvad pokker der var sket her!

[Jiji Ame Agorie]

Nok havde Evan ikke brugt magi på hende, men han havde formået at drive hende ned psykisk på en grov verbal måde. Og det havde hun slet ikke kunnet holde til, fordi hun vidste ikke hvordan man skulle forsvare sig imod det! Hun trak vejret dybt og rullede skuldrene tilbage, for at bibeholde den ranke holdning og opretholde den nye, som Evan havde skabt i hende. Hendes sind var som splittet i 2 og Lisa gjorde hvad hun kunne, for at holde den rigtige Jiji fremme i hende. Hun smilede et skævt, men alligevel skjult smil. Hendes øjne var stadig lettere tomme og hun kiggede bare lige frem for sig, som både Diane og Lisa kom til. Diane var også sød og prøvede også at holde Jiji fremme i hende, selvom det var svært når Evan stort set altid var omkring. Hun nikkede kort mod Evan, som han sagde, at det var udmærket. Han ville vel nok tjekke efter, om det nu var gjort som hun var lært, at det skulle gøres. Hun vædede let sine læber og blev ellers stående. Hendes hjerne dunkede næsten helt af at kæmpe, for delen der elskede Daniel, kæmpede for at komme ud. Hun betragtede Diane kramme sin søn og hørte, at Lisa også var på vej. Hun blev bare stående, eftersom hun ikke rigtigt kunne gøre andet lige nu. Et kort øjeblik så hun direkte hjælpeløst hen mod Daniel og et bedende blik om hjælp kom frem, som også det falske skæve smil på læberne forsvandt derfra. Den rigtige Jiji kom kort frem og prøvede at komme helt igennem, selvom det virkelig var svært. Hendes krop sitrede helt efter at træde et skridt frem, selvom Evan-delen endnu var for stærk.

Nick blev stående og kæmpede nærmest for at opretholde sin dødsgardist facade. Han kneb øjnene let sammen og kiggede mod hende, som hun genkendte ham. Han nikkede kortfattet, blot for at forsikre hende om, at det virkelig var ham. Han gik hen imod Evan og kiggede advarende på ham - trods han nok var lavere, så havde han mere magt end han. Han tog fat i Lisa og trak hende adskillige meter væk fra Evan og ud på gulvet og hen til hvor han havde stået før. Han kneb øjnene sammen. "Jeg skal nok befri dig fra deres datter," sagde han henvendt til Evan og kiggede på ham, inden han så imod Lisa. Hans øjne smilede, men det var også kun, så hun kunne se, at han ønskede hende det bedste. Det havde virkeligt været så længe siden, det var helt underligt at hun var her igen. Og han skulle nok få hende på benene igen. Hun så da herrens ud, mildest sagt. Evan måtte virkelig køre hårdt på hende. "Og Jiji kommer med os ligeså. Siger du mig imod, Evan, så falder der brænde ned!" sagde han bestemt og drejede et skulende blik hen til ham.

Diane stod og smilede, som hun omfavnede Daniel. Endelig skete der da noget godt, for hun ønskede blot at hendes børn skulle have det godt - og Jiji fortjente at være sammen med Daniel og ikke fanget i Evans klør. Hun var meget imod det, men kunne i sidste ende ikke gøre nok, for at forhindre det. Hun sukkede fast og gav slip på Daniel, for at overvære alt hvad der skete.