Et frygtet møde

[Jiji Ame Agorie]

Det var ikke ligefrem et ægte smil der lå på læben, da Jiji kom gående ned mod den Utætte Kedel. Evan ønskede at møde hende. Daniels forfærdelige og skrækkelige far, som hun havde forstået. Og hun havde faktisk aldrig mødt ham og havde næsten håbet, at hun heller ikke ville. Men efter at Evan havde lagt et besøg hjemme i hende og Daniels lejlighed, hvor han havde raseret alt og slået Daniel ud, efterlagt et brev og så smuttet igen, så måtte hun jo vise sig. Ellers ville han vel bare komme derhjem, og det ønskede hun bestemt ikke! Hun trak vejret dybt. Hun havde en knælang hvid kjole på der gik op om halsen, et par sorte stiletter og nogle sorte nylonstrømper, der sad fast i hendes hofteholder. Under kjolen havde hun også en holder til hendes stav i hofteholdere. Den burde hun have med og det havde hun. Hun var startet sit aurorstudie og det var hårdt, det kunne hun ikke lægge skjul på. Men hun nød det. Det var startet for få dage siden. Hun sank en klump og åbnede døren ind til den utætte kedel. Hun havde en åben sort og pæn jakke udover kjolen. Hun tog den af og lagde den over sin arm. Hun gik rankt hen mod trapperne og op ovenpå. Hun havde skrevet ned i hendes hånd, hvor og hvornår hun skulle møde ham. Det havde stået i det forrige brev. Hendes hår havde hun trukket tilbage i en hestehale og hun havde taget et par guldøreringe på. Hun sukkede og bed tænderne sammen, idet hun nåede værelsesnummeret. Hun bankede på og afventede svar. Daniel ville være i nærheden, så meget vidste hun. Men de kunne ikke komme sammen.

Tøjet

[Daniel Strife]

Daniel var taget afsted på forhånd netop for at sikre sig at det hele gik som der stod beskrevet i brevet. Han havde passeret værelset mange gange og Evan havde ikke rokket sig de mindste. Han havde set manden ud af vinduet, så han var klar over at han var der. Bare alene den tanke om at Jiji skulle gå igennem dette, var slet ikke noget som han brød sig meget om. For pokker da, det var den kvinde som han elskede mere end det som han måtte elske livet selv og han ville aldrig nogensinde tilgive sig selv, hvis der skete noget som helst med hende, det var der så sandelkig heller ikke nogen som helst tvivl om når det endelig måtte komme til stykket! Han forholdt sig på værelset lige over på den anden side af gangen, så han ville være i stand til at skulle høre hvad der blev sagt og deraf på denne måde, også være i stand til at følge med i hvad der nu måtte foregå.
Evan blev siddende på sengekanten og med armene over kors. Den mand var virkelig ikke noget som man skulle kaste sig i strid med på nogen måde! Hans mine var maskulin, der var ikke så meget som en eneste tanke at skulle spore ved ham, ikke så meget som en følelse eller noget som bare måtte minde om det! Diane var i Bulgarien. Han havde fortalt hende, at han skulle på e forretingsrejse. Han sad rank i ryggen, det lange hår var ast op med et løst bånd, da det var normalt for hans familie, at selv mænd måtte bære denne form af længde. Som han kunne høre nogen tusle rundt henne ved døren, så vendte han omgående blikket direkte mod den. Han rejste sig roligt op og med de let knyttede hænder. Han så virkelig frem til at møde denne kvinde som havde formået at hjernevaske hans søn!

[Jiji Ame Agorie]

Jiji vidste at Daniel overvågede hende. Hendes elskede fyr. Hun elskede ham, som hun havde elsket ham længe. Hun ville aldrig give slip på ham for noget som helst. Han kunne ikke byttes til noget, for der var virkelig intet mere værdifuldt end hende. Hun var nervøs. Hendes hjerte hamrede mod hendes bryst, som hun stod udenfor døren til det værelsesnummer, hvor Daniels far ville vente på hende. Hun sank en klump. Hendes hestehale hang stille igen, selvom den kort havde dinglet frem og tilbage, da hun havde gået op at trapperne. Hun lukkede kort øjnene, rankede ryggen og så nærmere professionel og alvorlig ud, da hun åbnede døren. Hun trådte ind og lukkede døren efter sig. Hun mente ikke at have hjertevasket Daniel. De var faldet for hinanden, efter at have kørt had på hinanden en tid.. Hun havde hjulpet ham. Desuden havde hun ikke valgt for ham, at han skulle være auror. Hun sank en klump og drejede sig med fronten mod Evan. Hun lagde jakken på en lille komode i gangen og gik ind. Hun havde hendes stav under kjolen, alt hun egentligt skulle bruge. "Goddag," sagde hun stille, selvom hun egentligt ikke vidste, om hun burde sige noget. Og i det hele taget, så hvad?

[Daniel Strife]

Daniel var nok langt mere usikker på dette end det som Jiji selv måtte være, for var der noget som han måtte ønske, så var det hans kærestes sikkerhed og tryghed og det var noget som han ønskede at skænke hende for enhver pris! Det var jo ikke noget som skete på denne måde, det var der jo så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han blev siddende tæt ved døren og lyttet noget så frygtelig intenst til hvad der måtte ske på den anden ende af gangen, selvom det slet ikke var noget som fik ham til at skulle falde det mindste til ro på nogen som helst måde overhovedet, så var det jo trods alt bare sådan at det måtte være. Han hadet at være så nervøs!
Evan vendte blikket som han tydeligt kunne høre at nogen måtte være kommet. Han tog ganske enkelt ikke fejl hvis han ville påstå at det måtte være den kære Jiji. Den tøs havde ikke gjort andet end at hjernevaske hans søn, så nu var det da kun på tide, at der blev gjort bare lidt i gengæld for alt det som hun havde kostet ham på denne måde! Han kneb øjnene lettere mistroisk sammen, selvom det nu ikke var noget som rørte ham det mindste på nogen måde overhovedet. Han lagde armene over kors. Han var ikke den som snakket mest engelsk, det var faktisk slet ikke noget som lå til ham. Han kneb øjnene tydeligt og vantro sammen. ”Du er sent på den,” bemærkede han ganske kortfattet og som det første og nærmest eneste. Han rejste sig roligt fra sin valgte plads og med hele fronten mod hende. ”Jeg ser, at du fik min besked,” tilføjede han ganske så kortfattet. At han havde slået sin dreng ned var slet ikke en tanke som rørte ham.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji vidste at Daniel frygtede for hende. Men hun så ingen grund. Kunne de selv overkomme dette, så kunne hun jo nok også overstå sin aurortid. Det var sådan hun så det. Man måtte ud i livet før man kunne klare prøvelser, der ikke gjalt 'liv eller død'. Hun var dog glad for, at han holdt sådan af hende. Var så bekymret. Det viste da kun, at det var ægte. Hun bevægede sig lidt. Han ville nok kunne høre hendes højhælede klikke mod gulvet på værelset. Hun blev stående rankt og med armene ned langs siden. Det var uhøfligt at lægge armene over kors. Måske snakkede han ikke meget engelsk. Men hun havde prøvet at få Daniel til at lære hende det. Og så havde hun prøvet at læse bøger og høre Daniel snakke det, så hun kunne begynde at opfange, hvad pokker det gik ud på! Hun sank en klump og præsenterede sig høfligt på sit bedste bulgarsk, hvor hun samtidigt også undskyldte for, at hun nok kun forstod det meste men ikke snakkede så meget bulgarsk selv. Noget hun havde øvet sig på hele vejen herhen. Hun måtte vel gøre bare et godt indtryk? Hun undskyldte også for at komme for sent.

[Daniel Strife]

Daniel var virkelig panisk ræd for at han endelig skulle ende med at miste Jiji på denne måde, for han kendte i den grad sin far og langt bedre end det som så mange andre ellers ville have gjort det og alle nok ville påstå at de gjorde det. Han blev siddende og lyttede bare intenst efter. Han havde lært Jiji en anelse bulgarsk også for at hjælpe hende lidt ind i hans liv, lade hende blive en så stor en del af det som det havde været ham muligt at få hende til.
Evans blik hvilede direkte stift på hende. At hun havde lært bare lidt bulgarsk måtte han dog sige sig at være temmelig imponeret over, for det var bestemt heller ikke et nemt sprog at skulle lære på hverken den ene eller den anden måde. Det var vel også bare sådan, at det skulle være, hvad end om det var noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han accepterede dog roligt at hun var kommet for sent, hvor han gjorde et tegn til at hun kunne tage plads ved det lille bord som stod inde på værelset. Døren låste han. Han ville bare forsikre sig om at de kunen være i ro. ”Så.. Min søn har lært dig vores sprog.. Imponerende..” sagde han ganske kortfattet som han selv resulterede i at skulle tage plads. Hans blik hvilede direkte og fast på hendes skikkelse. Kunne blikket dræbe, så var hun død den dag i dag.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji vidste at Daniel nok skulle få hende tilbage til sig, hvis bare han gjorde som hun havde sagt, med at tilkalde Nick. For han ville hjælpe dem, uden tvivl om det. Hun nød, at hun havde lært bare lidt bulgarsk. Det var dog nemmest at forstå det. For det var virkelig svært at udtale det helt korrekt. Hun sank en klump og kiggede mod Evan. Hans stive blik gjorde hende ikke direkte noget. Det ramte hende ikke på nogen måde. Om han var imponeret lige pt., kunne hun ikke se. Hun gik hen over gulvet og hen til det lille bord. Hun forventede at blive slået.. Eller slået ned, på en eller anden måde. "Ja," svarede hun dæmpet og undgik ikke at smile, for så ville hun vise sig for stolt over, at kunne det.. Og specielt overfor hans far. Hun sank en klump og betragtede ham. Turde nærmest ikke sige noget, for hun afventede bare, at han ville komme til sagen.

[Daniel Strife]

Daniel prøvede virkelig bare at tage sig sammen, selvom det på ingen måde havde vist sig at være en enkel udfordring. Han følte sig virkelig bare på bar bund og den tanke var virkelig skræmmende som intet andet! Det var i alle fald ikke en tanke som han bifaldte! At hans far måtte være så stille, var heller ikke noget som han tog som noget godt, for han kendte jo for pokker manden efterhånden og det var ikke noget godt tegn! Han havde givet Jiji mange direkte måder at skulle være overfor hans far og det at smile og hovere, var bestemt noget af det dummeste man kunne gøre! Foreløbig lød det dog til at gå.. glimrende?
Evans mine forandrede sig ikke det mindste. Det var heller ikke fordi at Daniels valg af kæreste var noget som måtte imponere ham noget særligt, selvom han dog måtte sige sig imponeret over at hun i det hele taget var i stand til at skulle snakke bare lidt, men også forstå ham. Han lagde armene over kors og med den samme faste mine i ansigtet. At hun var en kvinde af få ord, var nu heller ikke noget som direkte gjorde ham noget. Tvært imod! ”Det glæder mig dog at du valgte at komme, Jiji..” begyndte han ganske kortfattet, dog på sit bedste engelsk. Han skulle jo trods alt også lære at holde det en anelse ved lige, om det jo var noget som han ville eller ikke. ”Jeg har ventet på dette øjeblik..” Det kolde glimt meldte sig omgående i hans blik.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji sank en let klump, for hun var faktisk lettere bange for hvad dette ville ende ud med. Hun havde taget alt til sig, som Daniel havde fortalt hende. Hun ville bestemt ikke smile eller hovere, for det var da direkte dumt, at blive stolt over en så lille ting. De kendte jo ikke hinanden og det var et stærkt tegn på svaghed, af hvad hun vidste. Det gik dog okay lige nu, af hvad hun selv følte. Hun trak vejret dybt. Hun håbede, at hun kunne komme på en bedre side af Evan, så han ikke ville hade hende resten af sine dage. Og hade hende for at være med Daniel. Hun betragtede ham. Agtede ikke at snakke for meget, for det gjorde kvinder vel ikke i den kultur han tilhørte? Hun vædede let sine læber og nikkede bare til hans ord, for hvad skulle hun kunne svare på det? Hun prøvede ikke at vise frygt, da det kolde glimt steg op i hans øjne. Hun prøvede at tage sig sammen. "Ventet.. Ligefrem?" spurgte hun så roligt hun kunne.

[Daniel Strife]

Daniel overvejede for en kort stund om han skulle blande sig i samtalen mellem hans far og Jiji, for han vidste at den mand ikke var ude på noget godt og specielt ikke når han mødte op på et sted som dette, for det var slet ikke et sted som hans far ville vælge normalt, så meget vidste han da! Han kendte sin far btydeligt bedre end dette og han var bestemt ikke meget for al den viden som han faktisk måtte brænde inde med med hensyn til den mand! Han sukkede stille og fortsatte med at lytte.
Evan var en respektabel mand. Der var jo en grund til at ministeriet ikke havde fanget ham endnu, for han vidste lige hvor han havde dem, han vidste hvor han havde sine smuthuller og det var alt sammen noget som han tydeligt måtte gøre brug af. Han rejste sig ganske roligt og med den samme stilfærdige og ranke holdning. Hans mørke øjne faldt direkte til Jijis stemme, idet han roligt gik om bag hende. ”Bliv endelig siddende.” Hans stemme var direkte følelseskold. Der var intet at spore i den på nogen måde. ”Åh ja.. Ventet.” Han lagde hånden let mod hendes skulder. Selv var han ikek meget for at komme i direkte kontakt, men hvad måtte man ikke gøre for at få det som han ville det? Han kneb øjnene fast sammen, som han roligt fandt staven frem. Han holdt den dog skjult for hendes synsvinkel. Det andet var jo meget sjovere! ”Jeg tillader ikke at nogen hjernevasker min eneste søn, Jiji,” vrissede han ganske kortfattet.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji sank en klump og trak vejret dybt ned i lungerne og pustede ud igen. Dette skræmte hende en god del, for hun kendte jo ikke Evan ligeså godt som Daniel. Hun havde kun hørt Daniel fortælle om ham, men det var skræmmende information nok. Hun håbede ikke på at Daniel braste ind, for så ville Evan vel først flippe ud? Hun vædede tankefuldt sine læber og betragtede ham nøje, med alt han gjorde. Hun rørte sig ikke og blev siddende på stolen. Hun sagde ikke noget til hans ord, for hvad skulle hun sige. Det ville da være dumt at spørge ind til 'ventet'.. Hun drejede hovedet til siden og kiggede ned på hans hånd, der var lagt på hendes skulder. Hun prøvede ikke at virke for anspændt. Hun bed bare tænderne sammen. At han havde taget sin stav frem, vidste hun ikke engang. Hun kunne ikke se det. Hun kneb øjnene sammen. "Jeg har da ikke.." sagde hun og lukkede munden igen. Hun rystede bare let på hovedet.

[Daniel Strife]

For Evan så var det faktisk kun tydeligt at der var noget galt. At hun virkede urolig. Hun havde vel hørt temmelig meget omkring ham? At Daniel var i nærheden, var næsten noget som faktisk måtte sige sig selv for hans del, for han måtte da holde af hende, siden at han havde ladet sig blive hjernevasket af hende? Ikke fordi at det var noget som gjorde situationen just bedre for hans egen del, for det gjorde det bestemt heller ikke da, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han smilede let og knyttede let hånden omkring hendes skulder og med hovedet let hvilende på sned. ”Du har hjernevasket min eneste søn, Jiji.” Denne gang var det nærmest som en vrede som havde meldt sig i hans stemme, idet han samtidig også måtte knuge en anelse mere omkring staven som smukt måtte hvile i hans egen hånd. Ikke fordi at det var noget som han ville skjule for hende, for.. han vidste hvad han ville have og han fik det som regel. Staven lagde han tæt ved hendes nakke og stadig udenfor synsvinkel idet han mumlede ’lammer’. Han stod klar til at gribe hende når hun ville falde slapt.. hverken den ene eller den anden vej.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji vidste ikke om Evan havde mistanke til, at Daniel ville være her. Men uanset hvad, ville Daniel nok ikke nå at kunne gøre noget, inden Evan havde gjort sit træk. Hun sank en let klump og drejede hovedet lige frem for sig. Hun havde ikke tænkt sig at fare op, for det ville vel blot gøre Evan mere sur? Hun vidste det ikke helt. Hun mærkede godt, at han holdt hånden mere lukket omkring hendes skulder. "Jeg har ikke hjernevasket ham," sagde hun med en lavmælt stemme. Det havde hun da ikke. Men åbenbart, så var det hendes skyld.. Egentligt kunne hun et sted godt sætte sig ind i tankegangen, men alligevel! Hun mærkede lammelsen oversvømme hendes krop som en bølge og røg ned af stolen og lige i armene på Evan, før det sagde bump på gulvet. Hun rasede indeni sig selv, men kunne intet gøre.

[Daniel Strife]

Det ville klart også undre Evan hvis ikke Daniel var i nærheden, så han vidste, at han ville gemme sig her et eller andet sted, selvom det nu ikke var noget som gjorde ham det mindste. Han vidste selv hvad han ville og det var i den grad også det som han agtet at finde ud af! At lamme Jiji og først for alvor oplære hende i det at skulle være.. perfekt, så var det jo en måde at gøre det på. Han greb hende som hun valgte at falde ind mod hans favn i stedet for, hvor han selv ikke kunne lade være med at smile et selvtilfredst smil. ”Jeg ved at du er her, Daniel!” hvæsede han med en fast tone, idet han igen tog staven, svang den og så lod dem begge to forsvinde, som han jo ikke havde valgt at give slip på Jiji endnu. //Evan out
Daniel mærkede det måtte løbe iskoldt ned af ryggen, som Jiji pludselig endte med at skulle blive fuldkommen tavs. Ikke fordi at det var en tanke som han brød sig om. At så høre hans far råbe op, var bestemt heller ikke noget som gjorde det bedre! For pokker da også! Han rejste sig hurtigt op og hastet hen i værelset, også selvo mdet var for sent! Hun var væk! ”Jiji…” Han blev ganske kort grebet af panik, så han greb næsten automatisk ud efter sin stav. Billedet af Nick faldt ud af hans lomme i samme omdrejning, hvilket fik ham til at vende blikket mod det. Han blinkede let med øjnene. Burde han? Han sukkede opgivende og hastet ud af værelset. Han var nødt til at finde denne Nick Terrac!
//Out

[Jiji Ame Agorie]

Jiji vidste at Daniel var i nærheden, men hun frygtede også for at han ikke ville være hurtig nok. Så nu vænnede hun sig egentlig bare til tanken om, at hun nok ville tvinges under Evans vinger og så oplæres, sådan som han synes, at hun skulle blive… Sådan som han ønskede det hele skulle være. Hun hørte godt hans ord, men forsvandt med Evan, før der overhovedet nåede at ske noget andet. Nu kunne hun kun forvente det værste.. Det var hun da absolut sikker på! Hun håbede bare at Daniel ville finde Nick.. For hendes onkel ville i hvert fald hjælpe. Det var hun da sikker på.
//Out