Find me..

[Jiji Ame Agorie]

Selv om man sad på afstand af det smukke vandfald, var det stadig som om, at den brusende lyd var ligeså høj som når man var tæt på. Den intense summende brusen hang ved i ens hørelinje, ligesom når man fik tinitus. Som man vænnede sig til det, forsvandt det dog og blev bare en del af, "at sådan er det bare." Jiji stod nede langs floden, et godt stykke faktisk. For ellers overdøvede vandfaldet alt tale og alle tanker. Og lige nu, havde hun bare brug for at klare hovedet. Om blot kort tid, ville hun gå ud af skolen og være værdig her på Hogwarts - og så kunne hun komme hjem og bo hos sin Daniel, i deres fælles lejlighed. Det glædede hun sig virkelig til. Hun strakte sig og gabte let ned i sin håndflade. Hun havde et par tætte jeans på. Dertil havde hun en ganske almindelig hvid t-shirt på, inden under en sort striktrøje. Hun havde et par sorte støvler på også. Hun vædede let sine læber og kiggede ned i floden. Hun stod lige på breden og betragtede sig selv i vandet. Hendes hår gled frem bag hendes øre og skærmede nærmest for hendes ansigt. Hun blinkede let med øjnene. Idet mindste behøvede hun ikke tage hjem mere, for hun kunne bare ikke klare mere tid sammen med hende dumme papfar, Auri! Han var virkelig forfærdelig… Hvis bare hun havde forgiftet ham dengang på 4. år, så havde han været væk allerede. Han ønskede ikke hende, så ønskede hun heller ikke ham! Han ville afskærme deres mor fra hende og hendes bror, Digo. Idet mindste havde hun tilbragt en del tid sammen med Daniel i deres lejlighed sidste sommer, så allerede der var samværet med Auri blevet mindre. Hun var dog trist over, at det også gik ud over hendes mor. Hun kiggede sig lidt rundt. Hun havde ikke set Daniel siden juleferien.. Og hun savnede ham hver eneste dag.

[Daniel Strife]

Vandfaldet havde altid været det sted, hvor Daniel havde formået, at skulle slappe af. Man kunne da snildt sige, at det var hans fristed af alle når det endelig måtte komme til stykket. Ikke at det var noget som man kunne komme meget udenom, for det betød meget for ham.. Det var noget ganske særligt, som han have delt med Jiji igennem temmelig lang tid nu. Han elskede hende, det var slet ikke noget som man kunne betvivle i noget sekundt! Han var selv uder uddannelse og man kunne ikke sige, at det var nemt på nogen måde! Han oplevede forbandet meget press hjemmefra, for hans kære far, Evan, var slet ikke meget for det valg som han havde taget. Man kunne vel snildt sige, at det måtte være en tavs protest mod hans fars bedrifter med mørk magi? Han havde aldrig brudt sig om det, og det samme havde hans søster heller ikke, hvilket han var glad for. Han var dog bare ked af, at det gik ud over hans kontakter til familien, at han valgte at gå sine egne veje fremfor hvad hans far måtte ønske ham og han hadet det virkelig! Han kom gående i sine mørke gevandter og med hænderne roligt foldet henover hans ryg og uden at smilet ville falme af hans læber. Han havde brug for at slappe af efter en intens uge med træning og øvelser, for han vidste så sandelig godt, at hans karrierevalg bestemt ikke var det nemmeste eller lettelste! Skikkelse som måtte stå nede ved vandfaldet, måtte virkelig bare få ham til at smile. Han kunne virkelig ikke lade være. Han listede ganske roligt om bag hende, hvor han lydløst lod hænderne glide over hendes øjne, så hun slet ikke ville være i stand til at skulle se noget som helst. Hvilket i den grad også måtte være meningen. ”Gæt hvem.” Han forvrængre sin stemme bevidst for at gøre det en anelse mere besværligt for hende, at skulle finde ud af at det var ham. Han havde virkelig savnet hende og han så virkelig også frem til at hun måtte være færdig med skolen.. Han måtte bare give det den tid som de havde brug for.. Lejligheden var deres ,også selvom han måtte passe den alene når hun var i skolen.. Det var bare så længe siden at det var juleferie, så han savnede hende virkelig. Han glædet sig virkelig bare til at få hende hjem lidt igen! Han kyssede hende ganske let i håret. Et lille hint måske?

[Jiji Ame Agorie]

Jiji kiggede ned i det fossende vand. Det løb i blide baner og det beroligede hende. Fik hendes egne tanker til at løbe på samme måde og bare være helt udtværrede. Så lige for nu, der glemte hun virkelig bare alt. For hun levede sig væk og forsvandt bort. Så hun stod her egentligt ikke. Hendes egen drøm var at komme ind som auror - at Daniel tog samme uddannelse.. Så kunne hun da kun være utrolig stolt og glad på hans vegne, for det var virkelig flot at han var kommet ind! Det var jo svært. Det fik hun konstant at vide, selvom hun dog var rimelig sikker på, at hun også kunne komme ind. Hun havde aldrig mødt Daniels forældre. Faktisk kendte hun dem kun af omtale. Daniel havde dog mødt hendes mor op til flere gange, men hun boede jo også i England. Meget nemmere, fremfor at Daniels forældre boede laangt væk. Hun sendte vandet et smil. Hun spjættede fuldstændig i hele kroppen, da nogle lagde hænderne foran hendes øjne. Hun kom derfor tilbage til den virkelige verden. Hun havde rettet hovedet op og løftede sine egne hænder, for at mærke vedkommendes håndrygge. Hun tyggede lidt på det. Hun troede det var Daniel, men igen - hvorfor skulle han dog være her? Nok var det weekend. Ja, det var faktisk bare lørdag. Hun havde klaret de fleste lektier i løbet af formiddagen og kunne slappe af resten af dagen. Da hun fik det kys i håret, og som hun mærkede nærmere efter på hans hænder. Så måtte det bare være helt klart! "Daniel?" spurgte hun stille, lidt usikkert. Men glæden hobede sig allerede op i hende.. Tænk om det var ham!

[Daniel Strife]

At møde Jiji her, var slet ikke noget som Daniel havde regnet med, selvom det dog ikke var andet end en glædelig overraskelse for hans vedkommende! Han kunne virkelig ikke lade det passere! Det var lørdag, han havde fri og han elskede selv at nyde det netop ved at rende rundt udendørs, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om. Og nu hvor det så ud til at han kunne nyde det lidt med Jiji, så gjorde det virkelig bare det hele så meget bedre! Han længtes virkelig efter hende, for det var jo trod alt kun i ferierne de kunne ses og så de breve som de måtte sende med uglepost, hvor han selv var i gang med et temmelig langt et, som måtte ligge hjemme på skrivebordet. At han var under uddannelse, var virkelig ikke noget som skulle forhindre ham i at nyde den fritid når han endelig havde den! Han havde Jiji i ryggen som en støtte, hvilket også var det som han havde brug for, netop for at skulle klare det, det var der heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket. Hun virkede usikker, det var vel også fordi at han havde forvrængt stemmen sådan? Selvom han virkelig måtte tage sig selv i nakken for ikke at ende med at grine! For han ville da heller ikke ende med at afsløre sig selv for hende bare sådan! At hun blev langt mere rolig, da han havde kysset hende i håret, fik ham virkelig bare til at smile bredt, som han roligt lod hænderne forlade hendes øjne, for at glide omkring hendes liv i stedet for, for det at have hende tæt på sig, var virkelig noget af det som han måtte sige sig, at have savnet mest, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det nu endelig måtte komme til stykket, det var der heller ikke nogen tvivl om. ”Ganske rigtigt..” Hviskede han ganske roligt mod hendes øre. Hans øjne gnistrede næsten af den rene lykke over at stå der sammen med hende igen. Han trykkede hende ind til sig og så tæt på sig, som det var ham overhovdet muligt, at skulle få hende. Han slap endelig sit lette grin, hvor han roligt vendte hende mod sig, for at skænke hende det dybe og intense kys. ”Hvor har jeg dog savnet dig,” tilføjede han muntert.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji havde virkelig ikke ventet sig, at skulle møde nogen her. Slet ikke Daniel. Hun ville virkelig blive lykkelig, om det virkelig var ham. For så ville hun virkelig bare tilbringe hele sin lørdag med ham, for hun kunne da ikke bare forlade ham. Hun ville først gå tilbage mod skolen, i allersidste minut, før det blev forsent. For hun savnede ham virkelig bare så meget. Hun havde jo ikke set ham siden juleferien! Det var 3-4 mdr. siden allerede, for de var i midten af foråret nu. Hun elskede virkelig brevene, og der kunne virkelig komme til at stå utroligt mange ting. Det blev altid frygtelig langt. Men hun var virkelig stolt af ham. Af sin elskede Daniel. For det var hun virkelig. At han var blevet optaget og kæmpede for det gode. Så kunne hun da ikke været andet end glad og stolt.. Stolt stolt stolt. Hun kunne gentage det ord utroligt mange gange. Hun ville virkelig bare støtte ham! Hun havde tvivlet, pga. den forvrængede stemme. Men kysset, så kunne det da næsten kun være Daniel? Medmindre en eller anden pervers fyr var nær hende. Hun bed sig let i læben. Foråret var nu dejligt og humørspredeligt. Hun kiggede ud over vandet og sitrede helt, da hans hænder gled omkring hendes liv. Hun lænede sig ind til ham, det kunne da kun være ham! "Glædeligt," sagde hun og var tæt på at springe. En tikkende bombe, hvor glæden bare snart måtte gå af, ligesom når en bombe sprang. Hendes hår blev fuldstændig blåt af den store lykke og glæde over at se ham, og hun drejede villigt rundt. Hun elskede at stå tæt på ham. Hun gengældte kysset som hun mærkede sitre helt ud i hendes fingerspidser, for det var virkelig savnet. Hun gengældte det glædeligt og håret blev ved med at være fuldkommen blot. Hun strålede som en blå sol. Hun kiggede på ham. "Har også savnet dig," hviskede hun og lagde sine arme omkring hans nakke.

[Daniel Strife]

Daniel havde virkelig ikke regnet med, at skulle møde Jiji herude, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han havde selv fri i dag, og bare alene tanken om, at han måske kunne tilbringe den sammen med Jiji, var virkelig noget af det bedste som lige kunne ske ham, det var slet ikke noget som man skulle tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket, for det var virkelig noget så forbandet vigtigt for ham! Han savnede hende virkelig og det var så forbandet længe siden, at han i et hele taget havde gørt noget som helst til hende, hvilket man heller ikke skulle tage let på, for det gjorde faktisk ondt, at han måtte sidde hjemme alene og han kun normalt havde breve som kontakt til hende, for han manglede og han savnede hende virkelig fysisk, det at mærke hende og snakke med hende. Han holdt hende glædeligt ind mod sig selv og uden at slppe hende. Det var slet ikke noget som han kunne få sig selv til, det var slet ikke noget som man skulle kunne tage det mindste fejl af når det endelig måtte komme til stykket. Han smilede bredt som han kunne se hendes hår skifte farve. Det var kun noget som det ville gøre når hun var glad.. specielt når det var den farve, for nu var han efterhånden så vant til det. Det havde været ganske mærkværdigt i starten. Han strøg roligt hendes kind som hun valgte at gengælde hans kys. Det var virkelig ikke nemt, at få det hele til at løbe rundt, men han gjorde virkelig hvad han kunne og det var bestemt ikek nemt! Han sendte hende det varme og kærlige smil. ”Havde jeg vidst, at du var ude her i dag, så var jeg kommet for længe siden..” Han betragtede hende stille. Det var som han alrig ngoensinde kunne blive træt af, at skulle se på det, for det kunne han virkelig heller ikke. Det var ganske enkelt utroligt, hvor meget man kunne savne hende! Armene sneg sig roligt omkring hendes liv, for at holde hende tæt ind mod sig. Han ønskede virkelig at mærke hende! ”Hvordan går det på skolen?” fortsatte han interesseret.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji betragtede Daniel. Hun havde langt fra forventet at skulle have denne chance. Chancen om at få lov til at tilbringe tid med ham, selvom det kun var weekend for hende og skolen ventede mandag. Ja, faktisk var de jo ikke så langt fra Hogwarts. Men her var langt nok væk, når man bare ville være alene eller sammen med få. I dette tilfælde, ville Jiji bare være sammen med ham. At han var kommet her, var virkelig noget der havde skudt hendes glædesgrænse ud over 100, og derved sprang hendes indre bombe og lod hendes hår skifte farve. Hun smilede til ham og hendes øjne glitrede, for hun kunne bare ikke vente til dette år var slut.. Og hun kunne få lov til, at komme væk herfra! "Havde jeg vidst, du ville være kommet herud i dag, havde jeg skrevet til dig, at jeg ville gå herned," sagde hun stille og sødt. Hun nussede ham i håret med sine hænder og sitrede helt, som han strøg hendes kind. Hun rystede på hovedet, og hendes lange brune hår kom tilbage og efterlod intet spor af den blå farve. Hun smøg sig ind til hans krop. "Fint," sagde hun og nikkede. "Hvordan går det med dig?"

[Daniel Strife]

Alene den tanke, at han skulle have muligheden for at være sammen med Jiji, lige her og lige nu, var klart noget af det som han måtte anse som det bedste, for det var virkelig noget af det bedste som kunne ramme ham. Det var nok et tilfælde, at de måtte støde ind på hinanden her. Nu kunne han da først for alvor få muligheden for at nyde denne weekend, netop fordi at hun måtte være der og at hun måtte rende rundt omkring ham, for.. Han elskede det. Det lod ham virkelig også vide hvor meget hun egentlig var manglet og savnet derhjemme. Lige for tiden var han jo så glad for, at hun var på Hogwarts, for det var presset hjemme, netop fordi at hans far endnu en gang havde valgt, at skulle lægge det alvorlige press på ham; Droppe skolen eller droppe ud af hans testamente, så det var bestemt heller ikke nemt. Dog var det ikke noget som han ønskede, at skulle forklare hende lige nu. Han ville bare nyde, at han havde hende at være sammen med; Hende og ingen anden! At se hende med det så kraftige blå hår, var noget som måtte glæde ham, netop fordi at han var klar over hvad det måtte betyde også for sin egen del. At se hende glad og at se hende lykkelig, var i den grad noget af det som han satte stærkest og højst i hans liv! Han lukkede øjnene let som hun nussede ham i håret. Det havde altid været noget som kunne gøre ham rolig, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. ”Mhmm… Det der er rart,” begyndte han med et næsten helt saligt smil, idet han åbnede øjnene igen. ”Det er jeg virkelig glad for at høre.. Jeg glæder mig bare til du kommer hjem,” sagde han lettere stilfærdigt. Han trak på skuldrene. ”Så fint som det nu kan gå ud fra situationen.. Jeg mangler dig virkelig hjemme,” sagde han dæmpet. Han plantede et forsigtigt kys mod hendes tinding og så mod hendes pande. Han savnede hende virkelig!

[Jiji Ame Agorie]

Jiji var virkelig utrolig lykkelig over, at Daniel var her. Det gav hende blot den lykkefølelse, hun altid følte, når de var sammen. Hun savnede ham utroligt på dette hendes sidste år.. Men det var forår nu, så der var ikke særligt længe til hun ville bestå (meget optimistisk, men hun troede på sig selv), og så ville hun komme hjem til ham! Hun havde ikke regnet med at han ville dukke op her. Ja, faktisk virkede det surrealistisk, at de skulle være sammen i en weekend, hvor hun ikke havde ferie fra skolen. Hvad der skete omkring hans far, det anede hun ikke. Hun ville dog glædeligt lægge øre til alt han havde at sige, for hun var der for ham: I medgang og modgang. Nok var de ikke gift, men hun havde afsat resten af hendes liv til ham. Hun smilede sødt til ham. Det blå hår var falmet af igen og efterlod hende med den stærke mørkebrune farve i stedet. Hun kunne jo ikke gå rundt og ligne en smølf! Hun strøg fortsat sine hænder over hans nakke og igennem hans hår, for hun elskede at bruge timevis på at røre og nusse ham. Hun lukkede selv øjnene og lagde sin kind stille mod hans. "Mhm.." hviskede hun blidt. "Det gør jeg også," sagde hun sandfærdigt. For det gjorde hun. Hjem til ham. "Hvilken situation?" spurgte hun stille og rettede hovedet op. Modtog hans kys mod tinding og pande.

[Daniel Strife]

Tiden var ekstrem hård, netop fordi at Daniel var tvunget til at klare det hele på egen hånd hjemmefra, og det var virkelig ikke nemt, når hans forældre måtte lægge et sådan pres på ham! Han kunne virkelig ikke have det! At Jiji var lykkelig, var noget som blot måtte få ha mtil at smile i hele ansigtet! Det var på hans læber, men i den grad også til at læse i hans øjne, det var der heller ikke nogen tvivl om overhovedet. Han sendte hende det varmeste og kærligste smil som han overhovedet kunne gøre det, for det var virkelig heller ikke fordi at det var noget som han ønskede, at skulle skjule for hende på nogen måde. Han var slet ikke i tvivl om, at hun ville bestå i den anden ende! Han glædet sig til hendes eksamen, så hun kunne komme hjem! Hendes strøg i hans nakke og igennem hans hår, var blot noget som han måtte nyde, netop fordi at det måtte være så frygtelig længe siden, at han havde oplevet det sidst, så det sagde vel også en hel del? At hun spurgte ind til hans situation, var nu ikke noget som overraskede ham. Han betragtede hende roligt. Hun skulle virkelig være glad for, at hun ikke havde mødt hans far. Den mand var virkelig gak i låget efterhånden og han var selv ikke meget for det. Det havde jaget både ham og hans søster ud af huset trods alt. Lige så snart, at de var blevet gamle nok til det. Han lod hovedet søge let på sned. ”Det samme som altid.. Min far lægger bare press på mig.. Kræver at jeg stopper uddannelsen og kommer hjem til… det som han kalder vores familieforetagende.” Han rystede fast på hovedet og med et svagt suk. ”Intet udover det normale,” afsluttede han med et svagt træk på skulderen.

[Jiji Ame Agorie]

Jiji betragtede Daniel og nussede ham fortsat i nakken, fordi hun ville bare mærke ham. Så hun havde ikke lyst til at stå på afstand og bare snakke. Nej hun ville helt tæt på! Hun lagde sin kind mod hans, lagde panden mod hans skulder et par sekunder og rejste så hovedet igen. Kiggede ind i hans øjne. Hun glædede sig bare til den sidste eksamen her til sommer og så var hun ude herfra! Hun var allerede nu ved at skrive ansøgninger til ministeriet. Hun kiggede sødt på ham, for hun elskede ham virkeligt! Hun kyssede hans læber endnu engang. "Den mand altså...Hvad truer han med?" spurgte hun ind til. For hun ønskede virkelig at vide! Og hun havde jo hørt en del om ham. Hun bed sig let i læben, nu mere bekymret. "Og hvad har han gang i?"

[Daniel Strife]

Daniel var i den grad helt sikker på, at Jiji nok skulle klare sine eksamner, komme igennem til Ministeriet, selvom det virkelig ikke var nemt, så kunne han altid lægge et godt ord ind for hende, og det var noget som han i den grad også agtet at gøre, for han ville elske at se hende nå hendes drømme, blive det som hun altid havde drømt om og kunne hjælpe hende igennem det, det var der så sandelig heller ikke nogen tvivl om når det endelig måtte komme til stykket. Han tog imod hendes mange kærtegn, for det var virkelig noget som bare måtte få ham til at smile og det var virkelig i hele hovedet! Han trak på skuldrene. ”Det sædvanlige tror jeg. Han truer med at skrive mig ud af hans testamente.” Hans familie var en stor af slagsen der hvor han måtte komme fra og de fleste vidste det jo udmærket godt. Han kunne sagtens klare sig uden familiens penge! Han fik jo heller ikke en rød reje nu! ”Han vil opretholde familiens traditioner.. Jeg har brudt dem temmelig meget..” tilføjede han stille. Han var på ingen måder stolt over det!

[Jiji Ame Agorie]

Jiji sendte Daniel et sødt smil. Hun var selv sikker på at klare det. Hendes ansøgning skulle sendes indenfor et par dage og så var hun ellers meget snart sikker på at komme ind! "Ej.. Det.." sagde hun stille til ham og betragtede sin kære. "Men du er jo fri Daniel. Jeg er her for dig, okay?" sagde hun med et sødt smil og kyssede ømt hans læber.. Resten af dagen gik med at snakke, forklare og bare samle op på alt det, de ikke havde nået endnu…

//Out, med et kort svar xD