The unique stars

[mimi]

Kort efter at Mimi var blevet færdig med at spise hendes aftensmad og mens hun havde snakkede med de andre ved hufflepuff bordet så havde der kommet en ugle med brev derhjemme fra. Men det havde ikke været gode nyheder, som havde stået i brevet på grund af det var fra hendes mor der fortalte at hendes mormor var blevet syg og hvis der var nogle, som Mimi var en del knyttede til i hendes familie udover hendes storebror og far så var det hendes mormor. Men da Mimi havde læst brevet så havde hun skyndt sig over i ugleriet for at sende et brev hjem med forsørgelse om hvor slemt det var samt om det var muligt for Mimi om at komme hjem hvis det var rigtig slemt med mormoren.

Men da Mimi havde sendt brevet hjem med hendes egen ugle så havde hun blevet stående over i ugleriet et stykke tid mens hendes tanker befandt sig alle andre steder end lige hvor hun var. Men det var først da 3 ugler skulle ud på en jagt at Mimi kom i tanke omkring hvor det var hun stod henne og dog, så var Mimi ikke i humør til at snakke med alle mulige andre hvilke også var derfor Mimi blev oppe ved tårerne. Men Mimi satte sig hen på en bænk hvor hun træk hendes ben helt op sig inden at hun lagde hendes kappe udover hendes sorte skolebukser på grund af der blæste lige kort en lille, kold vind og Mimi kiggede op på himlen hvor hun så småt kunne se at stjerne var på vej frem. Hvilke var noget, som blot fik hende til at glæde sig til at hun skulle ha astronomi og dog, så var der stadig et godt stykke tid til at timen skulle begynde. Men hvis der var et fag, som Mimi virkeligt elskede at ha så var det på grund af den ro, som hun fik indeni sig selv når hun så på stjerne og det at de altid havde været på himlen gav hende også en følelse af hun ikke var alene.

¤ ¤ ¤

Note: -
Ord: 350
Paragraphs: 2

[gabriel]

Gabriel selv havde haft en lang dag, og den så ikke ud til at blive kortere selvom man var på vej hen imod aftenen. han havde næsten intet fået at spise da han var kommet for sent til aftensmaden, selvfølgelig var han undskyldt da det var noget lærerne havde sat ham til at gøre der havde forsaget at han var kommet så sent midt i det hele. han havde haft en del lektier, en del pligter der vedrørte skolen de sidste mange uger. Først da hans lillesøster gjorde ham opmærksom på at deres mor havde bedt ham om at sende post jævnligt var han kommet i tanke om at han havde fået post to dage forinden fra moren som han lige hurtigt havde svaret på men ikke fået sendt.

Gabriel skyndte sig gennem slottet op til tårnet hvor Uglerne, og hans egen ugle måtte sidde hvis den ikke var på jagt. Han var lettere forpustet da han kom op og skubbede døren op uden at tænke over at han kunne skræmme uglerne, og hvis der var folk derinde ville de også blive skræmt. Han skyndte sig ind "Dia?..Dia?" han lod blikket glide rundt mens han kaldte på uglen men kunne ikke få øje på den, han sukkede og kom i tanke om at uglen ikke brød sig om at blive kaldt for det halve navn "Diamant for pokker jeg har ikke tid til dine lege!" sagde han en anelse irriteret, uglen dukkede op, den var helt kridthvid men enkelte blålige stænker over fjerne så var den lavet af diamanter, især øjnene var specielle, helt klare som var de små diamanter.

Uglen fløj hen til ham og satte sig på hans fremstrakte arm, han satte sig på hug og den sprang ned på jorden foran ham, han bandt brevet under dens vingen som han så tit gjorde og sagde ordet "hjem", den så længe på ham inden den satte af og fløj ud af den nærmeste vindue. han fulgte den med blikket uden at komme op at stå og endte med at sukke af træthed.

Først da vendte han blikket rundt for at få et overblik over hvordan stedet var, om det havde ændret sig og hvor mange ugler der var tilstede. Han opdagede at han ikke var alene og blinkede flere gange uden at sige noget.

[mimi]

Egentligt så havde Mimi sidde i hendes egen lille verden hvilke var derfor hun ikke havde lagt mærke til at Gabriel var på vej over imod ugleriet, som hun sad på en bænk lige overfor og dog, så da han skyndte sig forbi hende så fik han også fange hendes opmærksomhed. Men hun blev dog, siddende på hendes plads på bænket hvorfra at hun havde et frit syn indtil hvad der skete i ugleriet og da Gabriel fik kaldt hans ugle over til sig så kunne Mimi ikke lagde vær med bedunder den på grund af den var i virkeligheden smuk ugle at se på.

Mimi gjorde ikke opmærksom på at hun også befandt sig inærheden og dog, så kunne hun ikke lagde vær med at komme med et lille smil da Gabriel opdage at han ikke var alene. Men alligevel så løftede hun hendes ene hånd for at vinke til ham på grund af hun havde ikke lyst til at råbe og på grund af det med at han befandt sig indeni ugleriet mens hun selv sad på en bænk udenfor.

¤¤¤
Note: -
Ord: 194

[gabriel]

Gabriel burde have været mere opmærksom på at han ikke var alene. Det var han sådan set også normalt men her på det sidste havde han været så stressede at han knap vidste hvad der foregik omkring ham. Han kom på benene og luntede ud af ugleriet og hen i hendes retning. Han kendte hende ikke som sådan, havde set hende på skolen men aldrig snakkede med hende. Han havde endnu en del at foretage sig men han var også bevidst om at alt det han skulle nå alligevel ikke ville give ham et øjebliks ro så han måtte tage de øjeblikke han kunne skaffe sig hvilket han kunne nu.


Han standsede få meter fra den bænk hun sad på ”Hej” hilste han venligt med hovedet en anelse på skrå, hænderne dybt begravede i deres lommer og et venligt og varmt udtryk i de krystal klare blå øjne ”Navn er Gabriel Jonas” hun havde sikkert set ham, han var trods alt søger for Gryffendors quidditch hold så fulgte hun blot en smule med i sporten på stedet så ville hun vide hvem han var. Desuden var han en af skolens bedste elever på en kost. Han fik trukket den ene hånd op ad lommen som han venligt rakte hende for nærmest at fuldende hilsenen.